Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156:
Josaamen. Ialfald ikke en av fire, det kan
jeg indestaa for, for saa mange elskere har jeg
hat, og de hadde sine koner og elskerinder før og
efter min tid, og Gud hvor ufarlige de var —."
De gik gjennem parken. Omkring lygterne lyste
trækronerne som luftige pavillioner med nysne paa
grener og kvister. Barna løp og kastet sne paa
hinanden — selv Haakon som Uni hadde bedt
med, var næsten livlig.
„Du er aldrig mere sammen med din ven Lüders,"
spurte Torbjørg.
„Nei," sa Uni. „Hvordan vet du at han og jeg
var endel sammen engang?"
„Kjender tilfældigvis en dame som kjender en
dame som bor i huset overfor. Herregud, slikt
blir da altid kjendt, jentunge. Jeg var meget litet
glad, kan jeg si dig, naar jeg tænkte paa at du
kanske kunde gaa bort og gjøre noe dumt. —"
„Jeg har ikke temperament til at gjøre
dumheter," sa Uni kort.
„Nei gudskelov. Og han ser ikke ut til at ha
stort han heller. Men jeg vet ikke — du er jo
ikke kold heller. Men saa lidderlig frøsen av dig
at du begynder at ryste bare livet slipper den
mindste dørtræk paa dig —. Saa jeg tænkte —.
Naaja, da hadde han vel skræmt dig lang vei væk
med en gang, hvis han hadde forsøkt at varme
dig op —"
Uni svarte ikke.
„Men om jeg kunde begripe at du kunde
ind-late dig paa noe saa ekkelt som slik kaldrøking —"
„Jeg vet ikke, Torbjørg — det var vel det at jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
