Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
Men da hun kom ind paa skogstien, som bar
over jernbanelinjen og opigjennem aasen, gik hun
fort og let. Det begyndte at føles som en tyngde,
men det besværet hende ikke; hun kjendte det
som hun hadde øket kraft og sundhet til at bære
med. Endda ialfald —.
Visne brune ormebregner og nakent bringebær*
ris laa utover den smale sti. Til vaaren, naar det
begyndte at spire her, naar bregnerne ståk op de
smaa snilehusrullede skuddene mellem det visne
løy, da var hun vel ikke saa letvint. Hun tænkte
paa den tiden med en underlig smertelig und*
seelse, men der var paa samme tid enslags seiv*
følende stolthet i det. Og naar frugttrærne i
deres have blomstret for anden gang —. Hun
kunde ikke finde nogen angst for det hos sig,
bare utaalmodig, litt nervøs spænding. Og naar
hun saa kom op igjen og kunde sitte ute med
barnevognen — hele den deilige sommeren, naar
hun skulde sitte nede i haven og passe det lille
barnet sit — det var som noget inde i hende
brøt sammen under den overvældende ømme
lykkefølelse —.
Aldrig, aldrig skulde de bo i byen, hvis det
kunde undgaaes. Disse maanederne hun hadde
levet herute og set aarstiderne skride og følt
skjønheten i alle de vekslende veir. Seiv den lange
regnfulde høsten de hadde hat, hvor fortryllende
vakkert hun hadde syntes det var, naar hun stod
op om morgenen og saa regndraaperne gli bort*
efter telefonledningen og hænge tæt tæt perlende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
