Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
389
Hun gik bort og la sine hænder paa hans armcr.
Hun var blit kridhvit i ansigtet. Og da han tok
hende ind til sig, i et krampagtig hulk, og hun
klynget sig til ham, visste han, hun hadde aldrig
git sig hen til ham, men hun gjorde det nu. —
Hun graat vildt, som de stod der omfavnet.
Saan hadde han ikke visst, hun kunde graate. Og
hun hvisket indimellem:
«Jeg kan ikke forståa det Torkild. Jeg kan
ikke forståa det. At du kan elske mig endda. At
du har kunnet elske mig bestandig. Saan et umulig
menneske som jeg har været —.»
«Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.»
«Det maa være fordi du har været saa grænse*
løst god mot mig. Det maa være fordi du har
tat alt det bedste av dig seiv og skapt mig om
av -. Aa Torkild, Torkild, jeg kan ikke forståa
det — at jeg ikke har forspilt det —.»
«Jeg elsker dig —.
Si det du ogsaa,» hvisket han om en stund. —
«Ja gud fader i himmelen, hvor jeg elsker dig,
Torkild —.» Hun gjemte sig ind til ham igjen.
«Aa at jeg faar lov at si dig det. Og at du kan
tro mig!»
De gik nede mellem bakkerne endda, haand i
haand.
«Jeg visste ått, da jeg reiste fra dig. Men da
turde jeg ikke si det til dig —. Aaja, jeg visste
det ikke rigtig da heller. Hele tiden mens vi var
separeret. Da trodde jeg jo bestandig, du skulde
be mig komme tilbake —. Men da vi blev skilt — da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
