Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’ VED ]. P. JACOBSENS GRAV
47
det er ligegodt det, at de vilde til
Thisted, partout den Dag, bare for
at se en Grav . . . Jeg lindede nok
paa, siger han, at det ikke var
Handelsrejsende, de saa’ ikke ud til’et
heller, men jeg havde dog egenlig
tænkt mig, at det gjaldt sig om en
mere vigtig Forretning ovre i
Thisted ... De har nok været et Par
Kunstmalere eller Digtere og af
den Slags, eller én af hver; for
andre Folk, saadan fornuftige —
vel? . . . Men sin Betaling, den fik
man. Og saa kan det jo være én
det samme . . . Alligevel, han maa
jo ha’ været en Størrelse, ham,
Christen Jacobsens Søn derovre;
han døde af Tæring, ikke! . . .
. . . Den Vind, der havde givet
Lodsbaaden saa taalelig Fart
gennem Løgstør Bredning, løjede af,
just som Fegge Sund laa bag os, og Brinkerne paa Mors og det bredt skraanende
Thyland ståk i Løb ud mod hinanden. De høje Banker gav Læ, og smult blev
Vandet inde i Bredningen.
Der er Septembersol og Søndagsfred over Fjord og Strand, en vid, lydhør
Stilhed, ingen Folk paa Stubmarker eller i Rørskær, ingen Sejlere nogen Kanter
fra. Det er alt det vi vinder kendeligt frem. Langt er der ikke til Næsset forude.
Er vi først dér henne, kan vi se Thisted, trøster Lodsen. Men Vejen faar ingen
Ende, synes vi. Og dog er det dejligt at sejle saadan.
Et jordslaaet Topsejl bliver pludselig observeret; det bevæger sig langsomt over
den fremspringende Brink, der danner Næsset, og nogen Tid efter kommer et
tomastet Fartøj til Syne; det glider frem i dovne Kryds, ingen Kølvand er der, og
Vimplen rører sig ikke.
— Dér har vi Konsulen hans Fartøj, siger Lodsen.
— Hvilken Konsul, spørger jeg.
— Ham, Svigersønnen til gamle Christen Jacobsen, heller Grosserer Jacobsen,
som de kaldte ham.
Min Rejsefælle, Maleren, sidder i Kahytshullet agter; fra min Plads forude ved
Fokkemasten kan jeg iagttage hans Ansigt, og jeg føler, at vore Tanker er samme
Sted henne. Vi ser for os Fjorden her, en lun Sommeraften; det er hjemme i
Niels Lyhnes By — Fjordby som J. P. Jacobsen kalder den — og Erik og
Fenni-more ror tilbage fra Konsulens nyankomne Skonnert »Berendt Claudis Minde«,
som ligger paa Reden; Niels er i en anden Baad; der er graa Skumring over Fjor-
J. P. JACOBSENS MODER
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
