Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
HARBOØREFISKER
Mund og han fik stammet nogle afbrudte Ord — Lægen fik lige opfattet, hvad
han sagde, da han bøjede sig ned over ham: »Skal A dø, så skal A og tilgi’ mine
Fjender — allesammen — sig til æ Underkanoner, at A tilgi’r mine Fjender —
allesammen —«. Så var hans Blik slukt og han kom ikke til Bevidsthed mere.
Og nu stod Skonnerten for fulde Sejl indefter for at få den Døde begravet
i Land, som Skik er.
Højere og højere steg Jøklen op af Havet, vældigere og vældigere hævede den
sig over Landets mørke, låve Fjældrand. Dens Snekappe bredte sig ud, dens
Kegletop spaltede sig i to, dens isnende Åndepust mærkedes langt ud til Havs. Men i det
samme tændtes Morgenrøden, ti Solen var atter ved at stige op igen bag Jøklen
— alle de små Dunskyer og de lange Skystrimer over den blege Himmel fængede
Ild, de tændtes til glødende Ildskyer og flammende Nordlys, indtil det så ud, som
om den kolde kridhvide Jøkel hævede sig op af det dybblå Hav mod en Himmel
af Ild.
Da blev den unge Skibslæge stående stille ved Rælingen, betagen af det
storladne Skuespil, og glemte alt.
Men forude, under Bakken, stod to Vestkystfiskere og hjalp Tømmermanden.
De havde høvlet Kistebrædderne og tømret dem sammen; nu var Arbejdet gjort,
og de kom frem på Fordækket. Tømmermanden gik til Køjs i sit Forlukaf, han
havde så tit sejlet under Island, for ham var alt dette Lys kun den nederdrægtige
Sol midt om Natten, der skar i Øjnene og spolerede Ens gode Søvn.
Da blev de to Fiskere stående på Dækket og så ud i den vidunderlige
Sommernat. Og de talte sammen stilfærdigt og dæmpet:
»Har du nogen Tid set sådan Ild som det derinde?«
»Nej, det ser ud, som hele Landet stod i Brand — som om det var et
ildsprudendes Bjerg!«
»A tykkes, til det ser ud som Genskin af Helvedes Ild!«
»Du har kanske Ret. Det tykkes A og. Det kan være, vi får det at se, for at vi
skal vare os for at blive som Laust og komme der, hvor han nu er!«
»Hvor Laust nu er — tror du, han er i Helvede?«
»Hvor skulde han vel ellers være — han var jo itt’ troende.«
»Se nu, hvor det flammer op derinde!«
»Ja, nu flammer det rent overhændigt. Som om der blev tændt op for Laust
nu. For Laust var aldrig et Guds Barn!«
C. M. NORMAN-HANSEN.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
