Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RACHEL
»Nu har jeg selv forspildt det,
at du kunde hos mig bo.«
Han kaldte Karle og Piger ind
at rede for de døde,
sagde dem, hvad der var sket;
de kendte ham og løde.
Ingen lagde paa ham Haand,
Hr. Peder var alle forhadt.
De bad ham blive til Morgenstund
og ikke ride ved Nat.
Han nikked: »Jeg tænker, at Grammen
til Fart er alt for træt;
den trænger vist haardt til Hvile
og har til Hvilen Ret.«
De loved, de skulde den pleje saa godt,
som dér det kunde ske.
Han sad en Stund, da sagde han,
han selv vilde til den se.
Saa gik han for sin Kummers Skyld
han ej kunde længer bære;
hos den, soni bedst han kendte,
maatte en Stund han være.
Og da han stod i Stalden
først Havre i Krybben han kom,
saa trykked han Kinden mod Grammens Hals
og lagde sin Arm derom. —
De havde om Fru Maria syslet,
efter ham blev der kaldt.
»Hun vilde mig fulgt i Døden,
og jeg kom ej, da det gjaldt.«
Han skar en Lok af det lange Haar
og kyssed den fine Mund;
de lyste ham til hans Kammers,
hans Øjne fik intet Blund.
Saasnart han hørte Folk var oppe
gav han dem Besked
straks at sadle Grammen
og gik saa til den ned.
Han sagde til dem; der om ham stod:
»I ser mig ikke igen,«
og red med Lokken Lænketung
og tæt omkring sin Lænd.
OLAF HANSEN
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
