Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etogtredivte Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
202
sine Børn, efter hvem hans fjærlige Dine strar for:
stede, naar de bleve lidt tilbage. Selv jeg blev iffe
forglemt. Da vi naaede det Taarn , hvor jeg og
Børnene sfulde boe, slap han sin Cousines Arm ,
rakte mig Haanden , bød mig velkommen under sit
Tag og viste mig en stor Sal, et Cabinet og et
Soveværelse, der ene vare bestemte til mit Brug.
De vare alle tre meget smukke og smagfuldt
indrettede, navnlig var Salen, paa tre Fag, elegant
møbleret. Det Første , mit Die faldt paa , var et
deiligt Instrument. Hvilken Glæde! Her kunde jeg
sidde i mangen en eensom Time og drømme om
Fortiden med alle dens Sorger, men ogsaa med alle
dens fjære smaae Glæder . . . thi hvor findes vel
det Menneske, der kan træde frem og sige: „ Livet
gav mig kun Smerte, men aldrig en eneste Nydelse?“
Det er en farlig Drøm , siger man, at fordybe sig i
gamle Minder ; men det er ikke altid sandt, thi hvor
for gav Gud os da Erindringen ? Mon vi ikke fik
den for atter og atter at gjennemgaae de svundne
Dage og deres Begivenheder ? Vare de gode, burde
vi mindes dem med Taknemmelighed, for i de tunge
Dage at have Noget at støtte og til, og for at Haa
bet og Modet ikke skulle lide Skibbrud; vare de rige
paa Sorg og Smerte, er det ogsaa godt at tilbage
falde dem , enten for at vække vor Anger eller ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>