Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Frankrigs Ungdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
FRANKRIGS UNGDOM 20
gamle Former er kommen langsomt. Kun hvem
der jævnlig opholder sig i Frankrig (og af andre
Grunde end den at more sig en Maanedstid i
Paris), har kunnet følge den Skridt for Skridt.
Det første Hold af store Skribenter, der
opstod efter det tysk-franske Sammenstød, Mænd
som Zola og Maupassant, afskyede Krigen og
lagde den i deres Bøger for Had.
De gengav en almindelig Stemning. Som den
80-aarige Michel Bréal, den store Filolog, en
Dag sagde: „De, hvem Krig synes tiltrækkende,
er de, der aldrig har set den".
Efter denne Slægt fulgte den, som, ligegyldigt
hvordan den saa paa Krig i Almindelighed,
frygtede Krig med Tyskland. Helt nedværdigende
kom denne Følelse til Orde i Generalernes
Vidneudsagn under Dreyfussagen. Atter og atter brugte
disse betænksomme Krigsmænd Udtrykket, at
røbedes den eller den opdigtede Hemmelighed
(Kejser Wilhelms Noter til Dreyfus’s Papirer
og deslige Vanvid), saa maatte de franske
Soldater føres til Slagterbænken.
Efter Agadir forsvandt denne Stemning for en
i høj Grad krigersk. Den gik som en Løbeild
gennem den franske Befolkning. Statsmændene,
der selvfølgeligt vilde „opretholde Freden", kunde
altsaa regne med en stærk almindelig Følelse,
ifald deres Bestræbelser skulde mislykkes. Men
endnu i 1912 traf den Fremmede iblandt de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
