Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Før har jeg seet dig hugge bedre, Ljot."
,Jeg er træt og fastende," svarer denne, men
du er ung og uforsøgt i holmgang, saa det kan
nok høve sig. Hug nu fast, ti jeg vil ikke spare
dig — men Vigdis skal faa den kamp hun har
ægget til."
Da hugger Ulvar, og Ljot kaster skjoldet i
det samme og tar med begge hænder om sverdet;,
saa rammer Ulvar ham i den venstre aksel, saa
armen synker ned og Ljot vakler bagover mod
et træ og læner nakken mod stammen. Ulvar
kaster sverd og skjold, da han ser, blodet driver
af den anden, og bleg i ansigtet siger han:
„ Dette er nok — jeg vil ikke slaas med dig
mere."
Aa nok er det ikke," svarer Ljot og synker
i knæ i det samme. Ulvar havde vendt sig, saa
han nu havde solen i ansigtet og saa ikke ret det,
som da hændte. Men Ljot fattet om sit sverd,
satte hjaltet mod en sten, saa odden pegte mod
hans bryst; han kastet sig fremover og væltet om
paa siden i sneen.
Ulvar sprang hen til Ljot, bøiet sig over ham
og løftet ham op, saa han sad lænet mod en sten.
Da sa Ulvar:
«Aldrig havde jeg baaret vaaben paa dig, havde
du ikke sagt det om Kaare paa Grefsin."
Ljot smilte i døden; han svarte:
Saa tænkte jeg, og derfor sa jeg det. Men
sørg ikke over dette; ti jeg selv har voldt, at slig
maatte det ende. Og Gud bedre det for dig, søn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
