Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - VII. Min lille Kanin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte154
Ormen, som (i hvilken Drik,
som af Seideqvind jeg fik,
slugte jeg det Håar af Hel?) . .
Ormen, som sig evig krummer
dybt paa Bunden af min Sjel,
holder Hjertet mellem Tænder,
dråk min Graad, og endnu brænder
vrider sig dog lige sulten.
(Se, den kryber over Pulten,
ruller sig paa dette Blad
ind i hver en Linierad!)
Vee mig, naar jeg ikke har
(naar du Hjertet op har ædt)
meer igjen, end Hjernens Kar,
af den hele Gavepragt,
som mig var paa Vuggen lagt.
Jeg maa slippe dig i det,
at du æde kan dig mæt.
Da Cheruben bort maa flye,
bort med Hui i Storm og Skye,
naar han Kundskabstræet i
Sandseeden ei kan frie,
som han skulde vogte dog,
saa den sultne Satansnog
ei fik mindste Drømmeqvist
i sin Flab ved fulest List,
ei fik smekkrest Tankeskud
ud ved Magt og Gitterbrud.
Vee skal Ormen hvas og huul
gjennem Pandegjerde grave
ind sig i den skjønne Have,
hvor i Hjernens Stjernemuld
(hvert Atom er klart som Guld,
da i hele Hjernens Plade
Himlens Gjenskin skal sig bade,
ja og Skyggen af det Alt,
som i Liv paa Jord er malt)
skal den grave ind sig, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
