Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Conrector Johan Auberts Grav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 Digte.
Et Aandpallads du troer din Hytte,
o Mand, fordi du triner tungt.
Ak, det kan ikke dig beskytte,
du Hjerte, at du er saa ungt!
Hvi elske Tiden, stolte Fnug,
— den Flugt af Smiil, som døer i Suk?
Du Aand i Hytte, har du Vinger,
til Flugt du dem beredte læg!
Thi med hver Timeklang der springer
en Nagle i din tynde Væg.
Her for en flygtig Times Haand,
her faldt et Manddoms-Pantheon,
— Et Evighedens Suk er Tiden,
for Engelen, der kjæmped ud,
hvem Jorden blev for mørk og liden,
at drage gjennem sig til Gud.
Et Længselsuk du, Himmel, drog.
Tilbage det en Engel tog.
Forkynder, Høiserafers Strenge,
hvad Navn ham hist imødeklang!
Thi Jorden manglede alt længe
for al hans Dyd et Navn og Rang.
Johan Aubert er Navnet paa
den Dyd et Menneske kan naae.
Du, Herre, som din Død løslader,
at han forkynde skal din Magt,
for dig nedknæler, se vor Fader,
din faldne Jord i Taarepragt.
Sin Glædes bedste Smykker gav
den jo, som nu, ak! til en Grav.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
