Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Irreparabile Tempus. Farce mcd Efterspil - Første Scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Digterverker.
Cathinka.
Hvorvidt kan man da sige Død er Død?
At sige det vi kalde Død, naar Lungen
sig krymper sammen, Hunger ikke føles.
Vi sætte nu, forinden Skjebnen eller
hiin Altings Lov os lagde inden Grændsen
af denne Verden, som et Embryo,
saa var’ vi allerede døde fra
en anden Verden; og saa bliver jo
det, vi benævne Død en Fødsel. Ikke?
Ei sandt? Nu — denne er en Verden
begrændset kun af Blod og Nerver. Ikke?
Naar endelig da Skranken bli’er saa tynd,
at vi kan see igjennem den — saa — hør nu!
saa renasceres . . . eller, i en anden
Methode, saa: bag denne Skranke sidder
Fornuften, liig en Fange i et Buur,
hvor Fangen alt indlagdes som et Barn,
Der hænger nu en gjerrig Lampe i
den runde Hvælving, ved hvis Lys han læser:
— Nei Lampen skulde være Religionen;
og den, ja den er ikke min, min Herre!
Sæt altsaa, at Fornuften Katteøine
har faaet i dette Mørke, og den læser
utydeligt: „arbeid dig gjennem Muren;
dog saa du ei nedriver flere Stene
end trænges." Men nu ligge nogle stille
og sove hele Tiden, splitte Mørket
ved Gaben kun, som hine hell’ge Syv,
til Taget brister af sig selv, og de
maae sluge halvt det sidste Snork, og komme,
gnidende de dumme, blege Øine,
ind i den friske Luft hiinsides Væggen.
Det er de Dovne. Andre fare rundt
og kradse vildt med Tand og Negle paa
den mørke Muur paa alle Kanter, saa
den brister overalt; det stærke Solskin
fortærer dem, liig vissent Straae; thi Kraften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
