Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Opium. Skuespil i tre Acter - Anden Act
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251Opium
Ho.
I Helvede? Ja, indtil man bekjender.
Hu.
Da flux jeg Alt bekjende vil.
Dog brænder jeg i flere Aar,
før hver en Svarsynd jeg opregnet faaer.
Ho.
Bedst at begynde strax, saa faae vi Lov
at spøge, hvor det lyster os. Jeg til
min Tumleplads nu vælger denne Skov.
Hu.
Ja vel! Hør Ven! nu ingen Ting, som før,
den Tid vi roded1 her i denne Muld,
Glands, Ære, Hofgunst eller Guld,
vort Venskab hylle kan i Grav og Slør.
Ho.
Ja sandt! Nu kan vi Venner være.
Jeg haded’ dig paa Jorden, skjøndt min Mund
paastod, jeg elskte ret af Hjertensgrund.
Hu.
Isaafald Ven, vi lige ere.
Ho.
Jeg haded1 Fyrsten, fødte op hans Naade
med Smiger. Dog mig Hævnen naaede,
den skjulte Væxt jeg agted ikke paa,
(saa frem den sprang som en krumrygget Tiger,
der udi Vellugtkrattet lumsk sig sniger)
da Kongens Naade voxte saa,
og syntes trives godt af det jeg gav,
af Løgn, Bedrag, og vammel Smiger.
Dog saae jeg, Fyrstegunst staaer paa en Grav,
om Virakskyer dens gyldne Blommer bære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
