Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stockholmsfareren No. 2. 111
Det var Hir Løitnant Blårock han tog en Karveknart.
Saa kjækt han commanderte os til en Storm i Fart.
Thi paa en Klippetop
Han syntes øine Noget som Ola Høilands Krop.
Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen uden Frygt
(Den samme Højd hvor Slottet er under Mulden bygt,
hvor Bjerg er gjort til Dal
og Dalen fyldt med gode Sølvspeder uden Tal)
Saa gjorde vi et Anfald, tog Klippen ind med Magt;
Men Ola Høiland ikke: Han var etsteds forlagt.
Vi fik en Furu fat.
Den fælded vor Herr Løitnant, saa den til Jorden dat.
Saa bød han, for at styrke den strabaseerte Krop
at nu var Tid at spise den Rest af Nisten op.
Thi Felttoget var endt;
Og den, som kjækt har stridet, sit Maaltid har fortjent
Saa høit han commanderte omkring den hele Hær
Hurra for Løitnant Blårock!" saa raabte da Enhver
Med flyvende Fahner og
med klingende Spil tilbage til Agershuus vi drog.
- Men hvad kan vel beskrive vor skrækkelige Skræk?
Da vi kom frem paa Torget var Bannrets Løve væk,
og i Halvmaanens Bryst
et Suk sig havde fæstet ligt Dødmands Skrig paa Kyst.
Før fulgtes vor Parade af glade Landsmænd nok.
Nu hsted de sig unna som for en Spøgelsflok.
Thi som en simpel Klud
sin gyldne Hæder røvet slog Norges Flag sig ud.
Og, som vi da fremrykke gjennem Norges Hovedstad
fra alle Pander lyste, som Naaden smilte ad,
ja fra Studentens med,
det svenske Folks Kokarde, som fro vi kjendes ved.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
