Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387–1536) - K. Johannes (Hans) den 1ste (1483–1513)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Christjern mod Sverig og en Green af den samme Sag,
hvorfor hans Fader myrdedes. Men denne Naade var et Sær
syn og et Offer, bragt Faderens Skygge. Christian og hans
Raad den danske Domprovst Erik Walkendorf vare dog saa
kloge under det de nedskreve Fordømmelseslisterne, at de ikke
til det Yderste ødelagde en Familie, som havde mægtige Grene
i Sverige, hvilket endnu skulde vindes, og som var folkekjær
fremfor andre Æter. Efter Grundsætninger, der dog langtfra
udrandt af nogen Frisindethed, hadede Christjern al Adel i samme
Forhold som dens Magt nærmede sig Kongens; og at han traf
paa saadan Adel i Norge, sees f. Ex. af Knut Alfssøns store
Jordegods, og af at Ridder og Præst Carl Siggeirssøn faa Aar
før Opstanden besad hele Thotn med al kongelig og præstelig
Rettighed. Dette Had voxede endmere ved den Indflydelse,
Sigbrit, en i Bergen boende simpel Hollænderinde fra Amsterdam,
hvor man havde intet med Adel at gjøre, udøvede over Kongens
Sind, siden Datteren Dyveke, paa Anbefaling af hiin værdige
Domprovst, var bleven Prindsens Frille. Herre i fuldeste For
stand vilde Christjern være; dog trællede hans Støv og hans
Aand under to Qvinder. Hans fortræffelige Gemalinde, den
tydske Keisers Søster, maatte taale, at han stillede sit usedlige
Forhold til Dyveke tilskue; og Rigsraaderne maatte vige Sæde
og Mening for Kræmmersken Sigbrit. Christjern blev naturligviis
forhadt. Opstand mod ham udbrød 1508 paa Hedemarken ; men
atter utilstrækkelig og deelviis. Bisp Carl af Hammer, som
Christjern, mod sin Faders Anviisning, ei havde benyttet til sin
Raadgiver, fængsledes som Hovedmand, idet han vilde undflye
til Suerig. Det haarde Fængsel og et Beenbrud, som han fik
ved et Forsøg paa at flygte, paadrog Bispen Døden. Og vidner
en Historieskriver, at han drev Bispen i Oslo fra sit Embede,
under Trudsel af ellers at druknes, og forjog Erkebispen, hvor
efter hans Sæde, imod Foreningsgrundlovene , indtoges af en
Dansk, den tjenstvillige Erik Walkendorf. Saa voldsom en Frem
færd mod høie Geistlige vakte Dentids Forfærdelse, da ingen
Forbrydelse gaves, hvorfor en Geistlig kunde inddrages under
den verdslige Magt. Bandstraalen udeblev heller ikke efter Bisp
Carls Død; men den forhøjede kun den Rædsel, som omgav
Christjern, og som Despoterne antage for at være Majestæt eller
den mørke Bund, hvorpaa Kronen kun straaler end herligere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
