Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - II. NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED (1536–1814) - 2) EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE (1661–1814) - K. Frederik den 6te (1808–1814)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noksom, at den ikke hører til de frivillige Velgjerninger, som
alene have Fortjeneste.
Imidlertid havde Finlands Tab til Rusland endnu mere vakt
Sverigs Lyst paa Norge, Da den afskaarne Korntilførsel , et
skrækkeligt Hungersaar, Handelens Stillestaaen og Pengevæsenets
aldeles Forværrelse syntes at have gjort det til et værnløst, op
givet Bytte, tilsikkrede Europas største Magter Rusland og Engel
land allerede i 1812 og 13 Sverig dets Besiddelse. Men under
Ulykker var Nationalaanden født. Den voxte ogsaa under dem,
kjæmpende mod dem, næret af Haabet. Nationalhadet mod
Sverig var dens spændte Nerve; Nationalstoltheden Hjertet, der
vendte sig i Livet ved Tanken om at en Vanære skulde eller
kunde overgaae Fædrelandet. Og den rammede fra den Kant,
den Haand Nordmændene mindst havde ventet det fra: fra Dan
mark og Frederik, for hvilke saameget var opofret. Den ved
holdende Forbindelse med Frankrig førte nemlig de seirende
Magters Hære under den svenske Kronprinds Carl Johan ind i
Holsteen; og tvungen afstod Frederik i Kielerfreden 14de Januar
1814 Norge til Sverig med alt Eenvælde, Adkomster og Rettig
heder, afklippende det dog Resten af dets Tilliggelser udenfor
Landet. Da oprørtes alle de norske Hjerter. Selv de, der længe
havde villet skilles fra Danmark, vilde det dog ikke saaledes,
Budskabet bedøvede. Er det for at udkastes som Dækslast i
Storm, for at afhændes som Qvæg, at vi have lidt?" Saa spurgtes
der selv af alle dem, hvis Nationalstolthed i Aarenes Længde
havde lært at enes selv med det at kaldes Danske ; og de vidste
for førstegang, at det var for Danmark de havde lidt. Øerne
vest i Havet; store Provindser ere strøgne den ene efter den
anden for Danmark; nu skal gamle Norge ogsaa? Og — blive
svensk ! ? Har ikke Halden brændt , og Nordmændene altid
værnet sine Grændser? Op! op for gamle Norge! kun det er
vort Fædreland! Op! vi maae hjælpe os selv; da hjælper os
Gud!" Saa tænkte Mængden. Men de Klogeste knugede ikke
K. Frederiks Brev af 18de Januar, der løste Nordmændene fra
Hyldings- og Troskabseden, imellem Hænderne ; men sagde imel
lem sig: Danmark har gjort Skridtet. Baandet er afskaaret;
Befrielsestimen slagen!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
