Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - FJERDE TIDSRUM: NORGES GJENOPREISNINGS TID - I. BEFRIELSESAARET 1814 (FRA JANUAR TIL NOVBR.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
Folket, medens dette burde bruge ham ; og at selv dets heldigste
Anstrengelser, under en saadan Leder, kun skulde være den
harpunerte Hvals, der vel gives Firing, men alene for des sik
krere at hales ind paa Dødsfjæren. Men begge Hensigter be
vægedes i een Retning af Folkeviljens Strøm. De maatte betjene
sig af eens Masker. Tro og Mistro havde kun eet Løsen: Uaf
hængighedens. Men Prindsen og Hans forstode dermed en tem
porær; Patrioterne en bestandig. Ja Enkelte af disse, som ret
troede at have gjennemskuet ham, og som frygtede selve Seiren,
hvoraf den danske Thronarving skulde nyde Æren og Nytten,
fordi den sandsynligt vilde føre Norge tilbage i de forrige For
hold, foretrak endog en betinget Forening med Sverig. Men
Sligt turde ikke yttres selv paapeget som Nødmiddel. „Gamle
Norge paa egne Been!" var det fælleds, begeistrende Løsen,
hvori selv de istemmede, der kun vovede at fortolke det om en
hævdet Selvstændighed og en constitutionel Forfatning, uden
derfor at haabe, at Prindsen skulde betales med Norges Krone,
og i Fremtiden dermed lade sig nøie, for den Rolle han overtog
i dette Nationaldrama. Men netop som den begeistrede Mængde
tog det, saa lovte Regenten det i skjønne Taler, Nationalhadet
svor det kort og drøit, og det agtedes ikke stort bedre end
Høiforraad mod Prindsen og Nationen ikke at troe det. Borger
sindet dækkede Nøden saavidt det kunde, Haabet udspændte
sine Vinger lysende over Fremtiden, Modet opsvang sig mod
den forestaående Kamp — det ulykkelige Fædrelands Kraft
yttringer saaes kun med vemodig Stolthed af hine Faae, som,
langt fra de Sidste i Fædrelandssind, Geni og Opoffrelser, fryg
tede Befrieren meer end Fienden. En Oldenborger, Danmarks
Thronarving — Norges Befrier? umuligt! ve Os — tænkte de —
at han er i Landet!
Havde det Mindreantal, som ansaae den norske Revolution,
formedelst den Hovedrolle, Prindsen ved sin tilfældige Stilling,
personlige Elskværdighed, og Handlinger antog deri, som en Sag,
der forfeiles i sit Anlæg, dog været betydeligt nok til at voge
en Modomvæltning: skulde han maaskee med sine Nærmeste
være bleven enten forviist eller behandlet som Statsfange. Saa
skulde en Revolution, klart bevidst sit Maal, have krævet. Nu
maatte det gjemme sin Mistro og sin Frygt for at Nationens
saa herlige Aand, naar den havde opfanget Thordenveiret paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
