Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tale til Forfædrenes Minde". 105
pligten, og forvandlede Hæren, før afsondret fra Folket, til en
Nationalgarde, Det er den, som opbygger Kongeboligen, som
ikke bliver træt deraf, da den skal være et Kjerlighedsminde
for Nationens bedste som han er dens første Borger, og som
reiste Mindestøtten for Krogh den fortjente. Det er Den, som
veeklagede i det norske Folks Navn høit imellem Nationerne
over Pohlen. Den fryder sig i Betlernes Bryst over at Kongsbergs
Skatte opvæltes fra Dybet — i Alles, som synes de faae nok
deraf i Tanken, at det deri gaacr Norge den kjære Moder vel.
Den bar villig Opoffrelsen, som fulgte med Statsforandringerne ;
og ikke alene de nødvendige — ingen Æresskilling skulde paa
hvile Nationen — ; ikke alene dem Tiden syntes at kræve —
sandelig denne Slægt jevnede Vejen for den Efterkommende og
og lagde Hynde til paa dens Sæde. Denne Aand krævede og
skabte Banken — den Norges Stav — midtunder Manglerne.
Den gav Folket den Trættes Kraft, der springer op af sin Hvile
for endnu at fuldbyrde noget, og hvem Solen da tilsmiler venligst.
Den svor hiin uforglemmelige Bededag, at offre Liv og Blod for
Norges Selvstændighed.
Den jublede da Carl besteg Hakonernes Throne. Den jubler
ved hvert Storthing da Folket bestiger sin. Den gjør Thingmæn
dene, i Riddersdragt eller Kufte, til broderlige Venner, ihvor
forskjellige dog enige i Grundlovens Urørlighed. Den bringer
dem, Mændene fra Nordcap og Lindesnæs, Throndelagen og
Agdur, til at mødes med raske fortrolige Haandslag — første
gang dog som efter gammelt Bekjendtskab — og til at skilles
med Vemodets langsomme, kun medgivende hinanden de samme
Ønsker for det fælleds Fædreland. Den fryder Nordmanden, naar
han seer Opodlingen lysne frem i Dalene — den gjør ham glad
som om disse nye Vidder ere hans egne: disse lysnende Vange
disse nye gulnende Ågre ere jo det fagreste Solskin over Norge,
hver vunden Plet et nyt Blad i Norriges Krands. Den gjør
Agerdyrkningen ikke til et egennyttigt men til et politisk Virke.
Tanken om Fædrelandets Nytte gaaer foran den plogstyrende
Landmand. Tanken om at Norge skal brødføde sig selv opløfter
Haanden, der udslænger Sæden. Spilder Uheld hans Flid, da
trøster Nationalaanden ham med den aandige Herlighed Norge
besidder fremfor sædsikkrere Lande, og som synes at trives vel
her under den kolde Pol. Utallige ere dens Frugter — National
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
