Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.392
foretagende i hans Liv: Hvilken Velsignelse bragte nu denne
under saa mange Storme tilkjæmpede Forening begge den skan
dinaviske Halvøes Folk selv og deres fælleds Regenter? Var
virkelig eller kun drømt Lykke dens Følge under Carl Johans
Scepter? Ikke Hofsmiger — Historien alene maa besvare disse
store og vanskelige Spørgsmaale. Og de skulle blive besvarede,
saasnart Begivenhederne ere indtraadte inden den historiske
Fremstillings og Bedømmelses Omraade." Vi antage vel, at dette
er Tilfælde med et til at fælde en Dom tilstrækkeligt Afsnit af
Foreningens Historie; men idet vi ikke erkjende, at Rigers og
deres Regenters Historier ganske ere eet, kunne vi kun komme
hine Spørgsmaal saa nær, som det er tilladt en Pen, der er
bunden til paa faae Blade at give et Omrids af Carl Johans
egen Historie. Det er ogsaa, som ovenberørt, mere Tilfældet
med denne end ellers med kongelige Personligheder, at hans
Folks Historie er hans. Carl Johan har nemlig aldrig ophørt at
regjere selv, at eetgjøre Rigernes Interesse med sin og sit eget
Dynasties, at give i Overeenstemmelse dermed deres udvortes
Politik sin Retning, saaledes at Rigernes Politik er bleven hans
egen, og at arbeide konformt hermed paa Unionsværkets videre
Udvikling mod det Ideal deraf, som forlængst var fuldbaaret i
hans Sjel og som fremglimter af saamange af hans Regjerings
handlinger, men som 1814 Aars forvirrede Begivenheder kun
havde levnet i en ufuldkommen Form. Men denne var gigantisk,
og imponerede, da den saa pludselig stod der som om et uhyre
Gudsbillede havde hævet sine Granitlemmer til et Spring frem
af Jorden forat tåge urokkeligt Sæde imellem begge Folk og at
vogte deres Fred. Og da det meest udmattede af Folkene
mærkede, at der dog var Hvile i dets Skygge, at en fremmed
stor Aand og ikke Nabofolkets Magt havde fremtryllet det, og
at dets Fædrenejord dog ikke sank under dets Tyngde, og at
Græsset dog grønnedes og Kornet modnedes omkring det, da
fattede det Ærbødighed for Billedet, og tillod Ingen, selv ikke
dets Skaber, at nærme sig det med Meislen. Den grønnende
Bund omkring det var bleven Folket helligt; thi træt havde det
nedsænket sig derpaa og viet sin Hvile og sin Frihed den. Og
Frihedens Træ bedækte Gudebilledets Brøst med sit Eviggrønne,
Grøden voxede om dets raa Fod og friskfarvede Blomster skjøde
sine Toppe imellem Axene, og Folket dannede Taknemligheds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
