Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den Tale, jeg vilde holde. 217
sig selv, som naar begge vore Aander kunne mødes uden Timons
eller Aristippens Masker, og jeg Øje til Øje kan bebreide ham,
at han elskede sit Fædreland saa Udet. Man er ogsaa efter de
grusomme Flænger berettiget til at kunne see ind i mit Inderste,
som om man kunde lægge Fingrene paa mit nøgne Hjerte. Be
sidder jeg, som Digter, endog kun de Egenskaber, Granskeren
og ældre Fiender Tid efter anden selv have indrømmet mig, og
hvoraf en udenlandsk Kritiker allerede for flere Aar tilbage kom
til en Slutning, som overtydede mig om, at jeg havde mine bedste
Anbefalere i mine Nedsættere, da har Skaberen givet mig en
saadan Betydning for mit Fædreland, at det er Nidingsdaad imod
dette, at lægge an paa at berøve det en Aand, som kan gjøre det
Ære. Og det har Daa, min fordums Ven og Beundrer, som
han har kaldet sig, gjort . - . Daa og hans Medhjælper Morgen
bladets Redaktør, som har stængt sine Spalter for Poesier, Gran
skeren selv har erkjendt at være af en ophøjet Fromhed, saaat
al Meddelelse til det større læsende Publikum i mit Folk skulde
være afskaaren og stængt for mig. For en Digter er dette at
begraves levende. Disse Patrioters Hensigt har været at tvinge
mig til aldeles Taushed — som det hedder i Vinægers Fjeld
eventyr, at knuse Harpen mod Fjeldet" — eller ogsaa til at
søge Meddelelse gjennem den danske Presse. Var jeg Herre
over et fremmed Sprog — og ingen Nation vilde forstøde mig
som Digter, fra den civiliserede Britte og German til Ørkenens
Beduin og Kirgisen under Steppens Telt — sandelig det turde
hænde, at hiin patriotiske Hensigt idetmindste forsaavidt blev op
naaet, at ingen norsk Strofe mere flød fra min Pen. Den sidste
vilde da være Klagen i hint Fjeldeventyr til Aagots sorgfulde
Melodi:
Ve dig, Skjald! Det er din Død,
synger du herhjemme.
Kilden liig i Jordens Skjød
qvæle du din Stemme!
Kun et ensomt Echo til
dine Sange lytte vil." o. s. v.
Men foruden dette sørgelige Vidnesbyrd om en Egoisme, der
bringer Privathadet sin Overbeviisning til Offer, som ligger i For
søget paa at ødelægge et Navn, der vil leve i Folkets skrevne
Minder endog om det skulde udslettes af dets Hjerte, har Daa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
