Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.422
/
er naturlig som Mosen paa det gamle Træ, vetløs Tale naturlig
som hos Barnet. Dog bør den anhøres med bøjet Hoved, om
end med Tanken : det faar dog engang en Ende. Barnets Pludder
bærer man over med, fordi man veed, at den vil gaae over til
fornuftig Tale; hvorfor da ikke med Oldingens, der vil blive til
noget endnu visere, til Dødens Taushed med det faste, mildt
sardoniske Smiil om Læben?
Men ikke her, ikke i Storthinget maa man tale i Barndommen;
her forlange vi Beskedenhedens Taushed af den sløve Enfoldighed
uden at spørge om Grunden til denne. Vi ville kun, at den skal
holde sin Træpande tilbage, sige disse Übarmhjertige; og hvad
Svar er der uden et Tys!" som er endnu grusommere, fordi
det synes at have til Hensigt at drive Oldingens Prostitution endnu
videre ved at lade hvad han siger blive hørt. Men Træpande"
er ikke nok betegnende for den urokkelige Rolighed, hvormed
Flor bliver ved at misbruge sin uomtvistelige Ret til at tale med
i Thinget, og, idet han taler imod Sagen, at fremme den mere
end nogen af dens Talsmænd ved den Undseelsens Låmhed, som
maatte falde over dem, der ellers deelte hans Mening. Der maatte
en Pande af Jern, Øren som Konchyliens Steenhvirvler til for at
blive ved som Flor blev ved fra sin Plads imellem eller ved Siden
af Arup og Blom. Der sidder han nemlig, tilkaldt som første Sup
pleant fra Drammen, hvilken By han med Ære har repræsen
teret paa Storthingene i 1818 og 21. Da, som en af Demokratiets
Fløimænd paa yderste Venstre, vandt han Navn af Patriot i sine
Følelser, Liberal i sine Anskuelser — nu, da man hører ham at
anføre Negeremancipationens Følger som uheldige og at anføre
dette som Grund imod nogen Begunstigelse imod Jøderne, maa
han ialfald give Slip paa det sidste Navn, om end Ingen kan be
røve ham det første. I denne Sag idetmindste lagde han, Re
publikaner i sin Tro og i sin private Vandel, dette Navn, sit Livs
Krone, af sig, og, om han maatte oprøres ved at mærke Spot hos
Mængden, Medlidenhed hos Venner, kunde der vel ikke være
synderlig Opreisning i, at denne blandedes med Forbauselse. Dog,
som sagt, Intet anfegtede ham. Det er med høi, skrigende Røst,
Brillerne snart skudte op i Panden, snart for Øinene, oplæsende
af en Bog, en Reisebeskrivelse, som han gestikulerer med i Haanden,
at han anstrenger sine sammensjunkne Kræfter, sin Hjernes stivnede
Fibrer. Havde han endda indskrænket sig til at oplæse af den Dram
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
