Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 Avhandlinger. — Oplysnings- skrifter.
opmuntrende, gjennem Verdens forunderlige Færdsler som igjen
nem Familielivets stille Gang og det Særegne, som møder En
hver af Os til Belærelse og Forbedring — Lader Os da tale til
Dig med høi Røst, bekjendende, at vi saa forstaae Livet, at Alt
deri tjener Guds Børn til det Bedste, og saaledes at Intet bliver
spildt, men selve Tugtelsen til Velgjerning! — Og i Alt lader os
bekjende, i Sorg og Glæde, i Medgang og Modgang, at vi ere
Dig takskyldigere, end Børn sine Forældre, og at Du er vor vise
og gode Fader — vor Fader, Du som er i Himmelen!
Een Taknemmelig af Ti? af ti Livfrelste, eller som havde at
takke for at de ikke længer vare en Plage for sig selv og en
bortstødt Afsky for Mager, Frænder og Landsmænd! . . .
Een af Ti! Store Gud! staaer det saaledes med Menneske
hjertets Regnskab?
Det vil være en Ære for Os, om vi spørge saa med oprigtig
Forskrekkelse. Og dog vil det være store Ting, om ikke Mange
af Os af ti Gange, hvor vi skulde have været taknemmelige,
have glemt det de ni. Lader Os nu raabe: Store Gud, staaer
det saaledes til med Menneskehjertets Regnskab?
Ikke bedre, Menneskensbørn, om vi ville være oprigtige.
Der staaer Alteret. Did slæbte Mængden sig med sin Synde
byrde, og den Forherligede steg hørligen ned i sin gjentagne
Forjettelse, og han lædskede synligen med Barmhjertighedens
Draabe og lettede Mængdens Byrder, og han tilsagde den sin
Fred og lod den atter udvandre — Sandelig, det vil være store
Ting, om ni af ti hellige Løfter, som Folket da svoer hos sig
selv, ikke, inden det strømmer hid igjen, ere bortfløine i Luften.
Derude ligge Gravene — Mennesker, som vare os bekjendte
og kaldte stærke, fagre, rige, unge, mægtige, ligge der smeltende
sammen med Leret — o det vil være meget, om Een af Ti,
som gaae derforbi, og see de visnede Blade at falde derover,
fæster en Tanke dertil, at hvert Aandedrag dog er en Velgjer
ning, en Skjænk, vi ikke give os selv eller andre, men som vi
bør være taknemlige for.
Taknemlige? Ak, ni af ti Mennesker vilde dog rødme af
Skamfuldhed og græde af Smerte, om de ikke troede de vare
det. Hvad er naturligere, raabe de? Hundene skulle ikke be
skjæmme os. De slikke sin Velgjørers Haand og gaae i Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
