Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen VI. 227
end andre Laster, at den har større Kamp med Hjertet at be
staae før den viser sig og nærer en sky Blusel derefter, som kun
døer, naar Samvittigheden kvæles. De — jeg troer det idetmind
ste — ere meget Faa, men dog altid for Mange, som kunne drive
denne djævelske Seier over deres eget Hjertes Bevisthed lige
indtil at gjengjælde Godt med Ondt; men de ere vel desværre
neppe saa Faa, der undlade at vedgaae sine Hjerters Bevidsthed
om en Velgjerningsskyld, og at prise og takke med høi Røst.
Det er vel ogsaa vist, at mangen Utaknemlighed begaaes af
Letsind, af Mangel paa Evne til at vurdere en Velgjerning, og —
som vi kunne antage hos hine Ni, der bluedes over at vedgaae
sin forrige Svaghed — af en taabelig Undseelse — den de om
sider drive indtil Forglemmelsen af eller Selvindbildningen af, at
de aldrig trængte til Velgjerningen.
Det er da ikke nok Sikkerhed for os, at Naturen oprører sig
imod Utaknemlighed, at vort Hjerte übetinget fordømmer den, at
vi ere enige i at give den Navnet sort", som selve Ondskaben.
Dette skeer naar vi med kold Forstand betragte denne Last. Men
efter hvad vi hørte, kan menneskelig Svaghed være dens første
Rod. Lad Stolthed opvoxe i Hjertet og Forfængelighed oppuste
sig deri — maaskee rødmende indtil han ganske har faaet be
kjæmpet sin Følelse, skal dette Menneske, kneisende, seende til
den anden Side, gaae forbi en Velgjører, der før fremhjalp Ham,
men nu er selv arm og forladt. Lad Letsindet blive et Hjertes
Hovedtræk — det skal snart blæse alle übehagelige Erindringer
bort deraf og da imellem disse den om Velgjerninger.
Saaledes — mærker det end engang! — vi ere mere udsatte
forat begaae hiin Synd, som vort Hjerte ellers fordømmer saa
strengt, end det skulde synes; —vi staae i Fare for, med Blusel
for os selv, oftere at maatte erindre, at vi forglemte en Velgjer
ning, en Godhed, at vi ikke takkede, ikke gjengjeldte eller for
søgte derpaa, at vi vare ligere de Ni end den Ene. Derfor ind
præger Eder den taknemlige Samaritans skjønne Billede og troer,
at hans Sjel sandelig straalede klarere end hins taareglindsende
Øie og var renere end hans i Templet, efterat de giftige Skjæl
vare affaldne, af Præsterne rensede Legeme, da han opløftede
Hænderne i Bøn og priste Gud med høi Røst. Troer, at hans Sjel
ophøiedes da han nedsank og favnede sin Frelsers Fod og takkede
— og troer, åt ydmyg Taknemlighed ingen Ydmygelse er!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
