Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Zobolam 73
Den Sortklædte (bøjende sig venligt)
Min kjære Kone, eders Graad mig smerter.
Moderen (seende paa ham; ryster grædende hans Haand)
Ak, gode Menneske! — I er det!
Den Sortklædte
Dog har jeg ikke Graad for dig, men Tanke.
Dræb Smerten med en Tanke. Det gaacr an.
Lad Smerten trælle sig tildøde for din Viisdom!
Sorg er sort som Gribben, og
har Neb som den, men gaacr som den til Himlen.
Moderen (ryster paa Hovedet)
Forgjæves! Gode Menneske — I er det!
Den Sortklædte
Saa haaber jeg. Dog er jeg ei som Andre.
Jeg sørger ei, om Vennen endog rakte
mig Strikken, som den bedste Trøst og Udvei.
Moderen (seer forundret paa ham)
Hvorledes?
Den Sortklædte
Oprør gjør jeg ei mod Gud,
om han mit Liv med Sorger end beskatter.
Moderen
Oprør? mod Gud? Gid Han ei hørte det!
Den Sortklædte
— Men altid gudhengiven lader jeg
mig drive af de store Skjebnestorme,
der gjøre af de Dødeliges Planer
kun überegnelige Sandfigurer:
Saa, naar vi skrive X, saa drejer Vinden
det til et U. Den sande Viisdom
er det at være ret som Vimplen.
Thi hvor er Strid imellem Vind og Vimpler,
var dette Hav med slige end bedækket?
Men hvor er Fred imellem Almagtsviljen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
