Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII. Forelskelse, Digtning og andre Sygdome
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Camilla var rødhaaret, og jeg hævnede mig med et
Smædedigt, hvis sidste Vers lød saaledes:
Thi raader jeg hver Ungersvend,
som ynder Blomster smaa:
pluk I de hvide Roser,
og lad de røde staa!
Jeg havde dengang en Hule i en Grøft ved Pottemagermarken
under nogle store Slaaenbuske, foret med
et tykt Lag Halm og et gammelt Gulvtæppe. Der laa
jeg og stirrede op i det grønne Løv og tænkte paa
Kærligheden og Livets Vanskelighed, fredløs og forladt
af Guder og Mennesker. Fra den Tid stammer vistnok
følgende Vers:
Jeg tror, at den evige Jøde
er genfødt og lever i mig - -
thi aldrig, hvorhen jeg saa vanker,
fanger jeg Fred paa min Vej;
Dette Digt slutter saaledes:
Farer jeg ud over Havet,
langt fra den skovklædte Strand -
ak, jeg kan ikke vente,
til Skibet mig bringer i Land.
Ned jeg mig styrter i Bølgen,
som vælter med Larm under Ø -
jeg ønsker at knuses mod Revlen,
men Jøden kan slet ikke dø.
Dog var jeg heller ikke dengang ganske uden Humor.
Jeg skrev f. Eks. et dramatisk Digt i 19 Optrin:
PAA HELIKON.
Tragisk-komisk Digtning.
Optegnet af Klio.
Professorinde i Historie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
