Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. - II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skulde det dog ikke være vort Fortrin frem for „de
andre”, at vi kan tage Spørgsmaalene op - selv om
de angaar vort eget kære Jeg?
Du mener maaske nu af mit Brev at kunne dømme,
at min Kærlighed til Dig er død.
Dertil vil jeg svare: Aldrig har jeg skrevet til nogen,
som jeg her har skrevet til Dig. Og det vil fra mit
Synspunkt sige: Aldrig har jeg elsket nogen, som jeg
har elsket Dig.
Og jeg mener, Du faar tro mig.
Din
Gunnar Warberg.
II
Drosken standsede udenfor Laagen. Men Manden
derinde i Vognen blev siddende og trykkede sig
tættere op i Hjørnet, som om han helst vilde blive, hvor
han var, køre bort igen til Banegaarden, sætte sig i
Toget og rulle afsted.
Kusken kravlede ned fra Bukken, hvor den gamle,
vejrbidte Læderkuffert stod paa Højkant med Reb om
Maven; thi Laas og Remme var forlængst ødelagte og
ubrugelige.
- Værs’artig, Hr. Warberg! sagde han og aabnede Vogndøren.
Og saa maatte Manden jo ud.
- Kufferten skal vel op paa Kvisten, Hr. Kandidat?
- Nej, jeg bor i Stuen nu.
- Saa-aa, naa ...
„Kandidaten” stod paa Fortovet med sit Rejsetæppe
over Armen og sin Stok i Haanden. Han skævede
op til Verandaen, hvor den vilde Vin nu i Tusmørket
hang som lange, sorte Kniplinger ned mellem
Træsøjlerne. Der var Lys bag Ruderne i Verandadøren;
det skinnede med et blodrødt Skær ud gennem de
tynde, mørkerøde Gardiner, der var trukket for.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
