Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moder var død, og der var en gammel, ugift Tante,
der bestyrede Huset.
- Den gamle Hængemule! sagde Benjamin - bare
hun kunde krepere.
- Hvornaar skal De giftes med Prinsessen? spurgte Sif.
- Ja det bli’r vist aldrig! sukkede han - for nu
har Mulen ligefrem forbudt mig Huset.
- Saa løb bort med Pigebarnet!
- Jamen det vil hun ikke.
- Saa elsker hun Dem ikke, Benjamin. Jeg vilde
løbe med Gunnar til Verdens Ende!
Mettes fede Ansigt lyste:
- Ja, De! sagde han og berørte hendes Skulder
med en let Finger - Var det endda Dem, jeg var
gode Venner med!
Han lagde Hovedet paa Siden og saa’ paa Frøkenen med Dueøjne.
Hun lo.
- Der kan Du bare høre, sagde hun og bøjede sig
over Bordet og klappede Gunnar paa Kinden.
Han saa’ over paa hende. Og nu i Skæret fra Lysene
saa’ han for første Gang i Aften hendes Ansigt
tydeligt. Dette Ansigt, som undertiden kunde faa ham
til at gyse i en Art mystisk Skræk: denne brede Mund
med de lange blodrøde Læber og de skinnende Tænder
(han vilde have givet Aar af sit Liv til, at de
havde været „forlorne”, thi saa havde han været den
stærkeste!). Disse store, staalgraa Øjne, der kunde lyse
af Begær som Øjnene paa en Kat. Og saa dette pragtfulde,
blaasorte Haar, som i deres Kærligheds, eller i
deres „Forholds” første, sanseberusende Tid havde
smykket hende med Navnet Sif, Sif med Ravnehammen.
Men han saa’ ogsaa Rynkerne om hendes Øjne og den
dybe Fold ved hendes Mundvige. Og hendes Hals,
som hun altid søgte at dække med Kniplinger og Baand,
der gik højt op under Hage og Nakke. Denne Hals,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
