Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
186 Livsens Ondskab
I fjorten samfulde Dage havde nu Klumpen siddet
ved sin lille Moders Seng. Ingen menneskelig Magt
vilde have formaaet ham til at forlade Sygeværelset om
blot for en Time. Han forsømte Skolen, og han
forsømte sine Kammerater. Og var der kommet ridende,
sølvbroderet Stafet fra selve hans kongelige Højhed
Kronprinsen, at Klumpen skulde komme til Chokolade
paa Charlottenlund ... Klumpen havde sikkenligen
blæst baade Stafet, kongelig Højhed og Chokolade et
Stykke.
Støt sad han paa sin Stol og stirrede ufravendt paa
den syges blege Ansigt. Han madede hende, og gav
hende at drikke. Og den Dag, Doktor Bister havde
givet Tilladelse til, at Kjolen blev taget af hende,
havde han egenhændig hjulpet ham og Sygeplejersken
(Levertinen var det under Dødsstraf forbudt at betræde
Trappen til første Sal) med Omklædningen. Fredrik
havde bidt Tænderne sammen, og Taarerne havde presset
sig frem i hans Øjne, da Modefen sad der med
Overkroppen blottet, for at Doktoren kunde underøge
hendes Bryst og Ryg, denne stakkels, vanføre
Ryg, hvor „Regimentskassen”, nu hun var nøgen,
sprang frem som Brystbenet paa en mager og elendig
lille Fugl. Han vogtede paa Lægens Øjne og paa
Sygeplejerskens; og havde han læst det mindste
Spottens Glimt deri, havde han styrtet sig over disse
Mennesker og kvalt dem. Men Eskimoen tog saa varsomt
og lethændt paa hende, og Sygeplejersken bistod ham
saa omhyggeligt, at Klumpen var ved at kaste sig i
deres Arme og græde højlydt af frygtsom
Taknemmelighed.
I det hele fik han det Indtryk, fede Fredrik, medens
han sad her og vogtede over sin Skat, at Menneskene
udi den ganske By var saa gode og saa fulde af Trang
til at glæde og opmuntre. Der gik ikke en Dag til
Ende, uden at listende Fodtrin lød paa Trappen. Og
naar Sygeplejersken saa gik ud for at se, hvem det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
