Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Træk og mottræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
uhyre pinlig . .. Men hvad andet havde jeg at gjøre ?
Siden de dage gir hertugen efter for følelser, som er ham
uværdig. Han er steget ned av den piedestal, som
nationens og min egen anerkjendelse har løftet ham op paa, og
har over hals og hode styrtet sig ind i en opposition
uten baade maal og værdighed . . . Men tro ikke, at jeg
— som man paastaar — agter at tiltvinge mig med magt
ved hjælp av rigsretten, hvad hertugen ikke vil gi mig i
kjærlighed. Nei, aldrig vil den tyske keiser gi verden
det sørgelige skuespil at sætte den mand . . . under tiltale
paa hans gamle dage."
Her er det skjæbnesvangre ord uttalt, som viste, hvor
ihærdig og samvittighedsløst der blev arbeidet. „Hvem
kan ha utviklet eller bare antydet slike idéer for keiseren?"
spørger en av hans grundigste og ærligste biografer med
en viss forfærdelse. Svaret ligger nær. Selvfølgelig ingen
uten „de glade snekonger".
Men det beklagelige skuespil havde endnu en ak
igjen. Den blev utspillet i juni 1892 i anledning av
Herbert Bismarcks giftermaal med grevinde Margarethe Hogos
av den berømte ungarske magnatfamilie.
Bismarck havde gjennem sin søn faat meddelelse
om, at keiser Franz Josef vilde motta ham i audiens,
hvis han agtet sig til Wien i anledning av bryllupet, og
da han havde bestemt til at delta i denne rent private
familiefest, blev der tilstillet pressen en meddelelse. Men
nu fik den tyske regjering det travelt.
„Efter at ha foredraget saken for hans majestæt"
tilstillet Caprivi den tyske gesandt i Wien en skrivelse, som
desavouerte Bismarck i de mest saarende ord og uttrykkelig
understreket, at selv om der skulde finde en tilnærmelse
sted mellem keiser Wilhelm og Bismarck — hvad den
tidligere rigskansler naturligvis maatte ta det første skridt
til — „vilde den aldrig gaa saa langt som til at gi den
offentlige mening ret i den antagelse, at fyrst Bismarck
igjen havde erhvervet sig nogensomhelst indflydelse over
ledelsen av statens anliggender". Caprivi anmodet derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
