Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Problemet Wilhelm II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190
Hans taler, som allerede i 1902 ifølge en tysk
beregning utgjorde „meget over 400", og nu antagelig kan
anslaaes til mindst tusen, hjælper os særdeles litet. De
betegner hverken i sin almindelighed eller i forhold til
problemet som saadant nogensomhelst moralsk eller
aandelig berigelse for menneskeheden. Ingen vil ta med sig
fra læsningen av dem et indtryk av den karakterens
beskedenhed, som er et av de mest ubestikkelige
vidnesbyrd om sjælsstorhed. Ingen vil lære selvkritikens
vanskelige kunst av dem eller berige sin politiske viden med
et eneste træk eller sin fantasi med et billede. De er golde
som en ekserserplads med uniformerte ord og vendinger,
som marscherer op i paradeantræk. De glimter og smelder
med kornmod og uventede eksplosioner, men de tænder
ingen ild, fordi der bak det hele hverken er en stor aand
eller et stort hjerte. Alene ved omtalen av havet kommer
der nu og da et drag av virkelig stemning i dem; men
det varer ikke længe, før kommandobro-tonen bryter
ødelæggende igjennem. Som prædikant har han en viss
gammeltestamentlig overlæssethed i uttrykket, som i første
øieblik ikke er uten virkning selv under læsningen. Men
ogsaa her er det paatagelig, at den oratoriske bygning er
altfor svak baade i tankegang og følelse til at bære en
slik belastning, og følgen er at det hele knækker sammen
i et bulder av ord.
Grunden er indlysende for enhver, som har søkt at
gjøre sig op en personlig mening om Problemet Wilhelm II.
Dets bestemmelse i verden — saavidt man hittil har
kunnet følge det — er at virke som et motsigelsens tegn,
ladet med begreber og teorier, som menneskeheden
forlængst har kommet forbi, og indenfor hvis idékreds alt
levende dør undtagen det selv. Desto bredere plads faar
det. Det fylder verdensscenen ikke ikraft av sin
originalitet, men ikraft av sin usedvanlighed, og istedetfor at
forme tidsalderen i sit billede, tar den selv form efter alle
døgnets skiftende omstændigheder.
Her staar vi ved det centrale ved Wilhelm den anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
