Ung Jacob han vandred saa tankefuld,
Han flygted for Esau, sin Broder,
Hans Øie dvæled ved Støv og Muld,
Hans Tanke var hos hans Moder;
Han tænkte paa Hjemmet i Mamrelund
Der Livet var ham en Morgenblund,
Men nu tyktes Verden ham øde!

Hans Fod var saa træt og hans Sjæl var mat,
Han syntes, han var saa alene!
Kun maadelig Hvile han vented den Nat,
Hvor Veien var fuld af Stene,
Men meget maa friste, hvo videnom gaar,
Og lidet gjør det, om Puden er haard,
Naar Sjælen er fuld af Tanker. —