Leander. Arv.
Arv: (Stammende) Ydmygste Tjener, velbaarne Frue! Jeg skulde hilse meget flittig fra vor Lucifer med Begjæring, at I vilde faae at vide, hvem der har staalet hendes - I veed vel selv. (Sagte). Nu kand jeg ikke komme ihu, hvad det var.
Leander: Hvad er det for Tøj, du væver sammen? Jeg forstaaer ikke et Ord deraf.
Arv: (skjælvende med sammenlagte Hænder). Jeg har et Ærinde til Maansøren.
Leander: Hvad er det?
Arv: Jeg veed, min Troe, ikke.
Leander: Af hvem est du hidskikket?
Arv: Jeg veed mare ikke.
Leander: Vil du Hund narre mig? Veedst du ikke, hvem der har hidskikket dig?
Arv: Jo, det ved jeg nok.
Leander: Hvem er det da?
Arv: Hvorfor vil Maansøren vide det?
Leander: Ej, saa skal du og faae en Ulykke. Vil du fixere mig?
Arv: Ak Herr Lucifer! Spar mig.
Leander: Jeg seer, du er bange, min Søn! Giv dig kun tilfreds, jeg skal intet Ondt gjøre dig; betænk dig, og sig frit dit Ærinde.
Arv: Jeg skulde hilse Herren meget flittig fra 12 Sølvskeer, de bad gjerne, at han vilde slaae et Øje ud paa vor Frue, som har staalet dem bort.
Leander: Ha ha, jeg forstaaer endelig din Mening, hvor bagvendte Ordene end ere. Din Frue, mærker jeg, er bleven berøvet et Dosin Sølvskeer.
Arv: Ja hun bad, at Herren vilde slaae et Øje ud paa dem.
Leander: Et Øje ud paa Sølvskeerne?
Arv: Nej, paa een af Folkene, som er bortstaalen af samme Skeer. Ak Herre! Gjør mig intet Ondt. Jeg er saa bange, at I skaber mig om til en Varulv. (Græder)
Leander: Du maa vist selv have staalet dem, efterdi du est saa bange.
Arv: (Grædende) Nej, jeg har aldrig staalet saa meget som et Knappenaalehoved min Lives Tid.
Leander: Har du ikke staalet, min Søn, saa skal dig intet Ondt vederfares. Hils din Frue, og lad hende bede Folkene komme hid, saa skal jeg lægge een af dem ud.
(Arv gaaer bort, seer sig om paa Vejen).
