Dommeren. Skriveren. Betjent. Leander. De to andre Acteurs.
(Skriveren kryber under Bordet igjen)
Dommeren: Vi har atter engang ladet jer indhente her for Retten, ikke for jer egen Skyld, men for at overbevise jere Camarader, som af en særdeles Haardnakkenhed intet vil bekjende.
Leander: Det kommer mig aldeles ikke ved, Herr Dommer! Enhver maa svare for sig. Jeg har nok i min Deel.
Dommeren: Har I ikke tilstaaet, at de andre af Banden var ligesaa skyldig som I?
Leander: Jo, det har jeg sagt; men det kommer mig ikke ved.
Første Comoediant: Har I sagt, Monsieur Leander, at vi er ogsaa Skyldige, saa har I sagt som ingen ærlig Karl. Vi ere aldeles rene og fri derfor.
Leander: See hvor hellig de kand gjøre sig! Det være langt fra, at jeg er jer Fiscal. Jeg siger kun, at I ere ligesaa skyldige som jeg; ikke i nogen ond Henseende, thi I kand være lige gode for det.
Dommeren: Ak hvilken Bespotter! Skriv, Herr Skriver - Men hvor blev Skriveren af igjen!
Betjent: Jeg troer, at han er under Bordet igjen.
Dommeren: Trækker ham frem. Han har forholdet sig saaledes denne Gang, at han ikke burde sidde i nogen ret mere.
Betjent: Ak Herr Dommer! Han ligger i Besvimelse.
Dommeren: See da til, at I faaer ham udbaaret, ellers døer han reen af Frygt.
(Man bær ham ud.)
Anden Comoediant: Men hvad Ondt har vi gjort jer, Monsieur Leander, at I skulde digte os saadant paa, for at styrte os i Ulykke?
Leander: Hvad Ulykke vil jeg styrte jer udi? Jeg har alleene spurgt, hvorfor jeg skal trækkes mere i et hæsligt Fangehus end andre, som ere ligesaa meget skyldige som jeg.
Anden Comoediant: Saa har I da ikke givet os an især?
Leander: Hvad kommer mig ved, Messieurs, at give jer an? Jeg siger kun, at de fleste i vor Bande er ligesaa meget skyldig som jeg.
Anden Comoediant: Det er Fanden, der kommer jer til at tale saadant.
Leander: Jeg troer, I ere reent galne Messieurs! Er I intet skyldig, saa er det disbedre for jer.
Første Comoediant: Men hvorfor har I da anklaget os?
Leander: Jeg har ikke anklaget jer; men jeg siger det kun -
Dommeren: Lader Pinebænken hidføre.
Leander: Pinebænken for en lumpen Vexel af 50 Rigsdaler, hvorpaa jeg strax kand betale den halve Deel, saa at der rester kun 25 Rigsdaler, som jeg inden tre Dage kand betale.
Dommeren: Ak Himmel! Nu raser han.
Første Comoediant: Herr Dommer kand høre, at han er fra sin Forstand, og derfor kand man ikke reflectere mere paa det, som han beskylder os for.
Leander: Og mig synes, at alle de, jeg har talt med paa nogen Tid, er splitter galne og afsindige.
Dommeren: Det er just Galskabs rette Kjendemærke, at man bilder sig ind at være alleene viis og alle andre Mennesker galne.
Første Comoediant: Synes Dommeren ikke, at det var bedst, at man lader ham aarelade først, og siden hører om han vil vedstaae sin Beskyldning?
Dommeren: (Til Betjenten) Gak strax hen til Mester Herman, og beed ham komme hid med sin Lancette.
Leander: Det gjøres aldeles ikke nødig; thi alle fornuftige Folk maa tilstaae, at der er større Tegn til Galskab at kaste en ærlig Karl udi et mørkt Fangehus for 50 Rigsdalers Gjæld, som han lover inden tre Dage at betale, end at klage sig over saadan Medfart.
Dommeren: Hør, nu er han i Vexlen igjen. Det er vist nok et stærkt Raserie.
Leander: Nej Herr Dommer! Jeg har min fulde Forstand som tilforn.
Første Comoediant: Jer synes kun saa Monsieur Leander!
Leander: Gid I faaer en Ulykke med jer Synen. Mon jeg ikke veed det selv bedst?
Første Comoediant: Nej, naar Patienten mærker sin Svaghed,
er der Forhaabning til Forbedrelse.
