Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Forstærket åndedræt eller hyperventilation har fascineret mig, siden jeg var ung læge.
Min fascination blev i firserne til noget nær en besættelse, da jeg læste Stanislav Grofs bøger ”Den Indre Rejse” om en udvidet kortlægning eller model af den menneskelige psyke og om en stoffri behandlingsmetode, der bygger på forstærket åndedræt. Her var hovedkilden til forståelse af fænomenet.
Stanislav Grof er psykiater, født 1931 og uddannet i Tjekkoslovakiet. Efter næsten 10 års LSD-forskning i Prag videreførte han fra 1967 disse studier i USA. Brugen af psykoaktive stoffer er nu trådt meget i baggrunden, og han har gennem en årrække udviklet en stoffri teknik, som han kalder holotropisk åndedrætsterapi, der bygger på intensiveret vejrtrækning, udvalgt musik og målrettet kropsterapi. Stanislav Grof: Den Indre Rejse I-IV og Introduktion til samme. Borgens Forlag 1977-87. Der findes en del skjulte citater i min tekst.
Det viste sig, at jeg kunne øse af andre og højst forskellige kilder:
Internmedicineren Hans Hekscher påpegede i 1930'erne, at friere respiration bedrede forstoppelse og tyktarmsbesvær.
Østlig visdom har gennem årtusinder været fortrolig med fænomenet.
Klaus Rifbjerg og kammeraterne blev i drengeårene både ”høje og skæve” ved forceret respiration.
Den legendariske norske psykiater Trygve Bråtøy spurgte i 1947 sig selv, om hyperventilation indebar terapeutiske muligheder. Han refererede et tilfælde af samlivsinvaliderende ejaculatio præcox (for tidlig sædudløsning), der helbredtes efter spontan, langvarig hyperventilation under forløbet af en afspændingsbehandling.
Lillemor Johnsen fra Norge har vakt international opmærksomhed for sit arbejde med respirationen, og dens forbindelse med over- og underspændt muskulatur og den psykiske tilstand.
I ”alternative” terapiformer praktiseres hyperventilation under betegnelsen rebirthing.
Min fascination måtte efterprøves, og jeg gik derfor i 1980 i gang med udforskning af og praktisk arbejde med vejrtrækningsteknikken. I Ugeskrift for Læger har jeg diskuteret, hvad hyperventilation kunne bruges til, og jeg pegede på de hidtil oversete terapeutiske muligheder (HansenG: Kan hyperventilation bruges til noget? UfL, 144, side 3821-3).
Efter 1988, hvor jeg tog min afsked som overlæge, har jeg i speciallægepraksis sammen med min kone, der er gestaltterapeut, kunnet fordybe mig yderligere i dette arbejde.
De erfaringer, jeg har indhøstet, vil jeg gerne viderebringe til andre, læg så vel som lærd, derfor har jeg skrevet denne bog. Det må være godt for alle at vide, at der findes en enkel, velfungerende stof- og medicinfri praksis, der smukt og overbevisende hænger sammen med sin bagvedliggende teori. Jo mere man ved om disse dybe psykologiske sammenhænge, jo mindre skræmt vil man naturligvis være, Man er da mere tilbøjelig til at søge hjælp.
Da det er den lærde, der skal yde hjælpen, dvs. psykiatere, psykologer og andre medarbejdere i terapiverdenen er bogen også - og især – skrevet til dem. Ikke blot som en brugsanvisning, men som en opfordring til at gå i gang med sig selv som den første forsøgsperson og en god ven eller kollega som bisidder. Fordelagtigt er det, hvis flere kan søge sammen i en mindre gruppe til gensidig støtte. God psykisk balance og et godt helbred er nødvendig, og der skal være en kyndig vejleder. Der skal selvfølgelig være et godt lokale, rummeligt nok til at tillade gruppearbejde, afsides liggende eller godt lydisoleret, fordi der spilles høj musik.
I 1. kapitel præsenterer jeg hyperventilationsfænomenet, og i Elses sygehistorie viser jeg, at åndedrætsterapi kan føre til fuldstændig og varig helbredelse af en alvorlig, langvarig psykisk lidelse.
Metoden beskrives i 2. kapitel, og der gives en praktisk vejledning.
Der følger i 3. kapitel et litterært strejftog til andre tider og steder for at se på vejrtrækningens roller og muligheder.
Det biografiske lag i psyken, som med modifikationer bygger på Freuds psykoanalyse, anvises i 4. kapitel den plads, det tilkommer i den udvidede ramme for forståelse af psyken.
5. kapitel indeholder overvejelser og graviditet, fødsel og død som oplæg til beskrivelse af fødselslaget, det perinatale lag, i 6. kapitel.
I 7. kapitel beskrives det transpersonlige lag, og det bemærkes, at de tre lag i Stanislav Grofs kortlægning af menneskesindet dermed er præsenteret.
Derefter følger 8. kapitel, hvori jeg opregner de lidelser, der kan tænkes at få gavn af metoden.
I det afsluttende og 9. kapitel peger jeg på lidelser eller tilstande, hvor teorien gør en dybere forståelse mulig.
I en epilog antyder jeg den fornemmelse af krise, som psykiatere undertiden i mismod henfalder til, men jeg peger også på, at der er trøst og håb forude i den udvidede sygdomsforståelse og i den behandlingsmetode, jeg har præsenteret.
For at illustrere det, der ligger mig på sinde, bruger jeg
adskillige sygehistorier, som jeg har udvalgt blandt de ca. 600
patienter, jeg har undersøgt og behandlet efter disse principper i 29
år.
