Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
I visse kulturer, ikke mindst indiske, er åndedrætsteknikker i årtusinder blevet anvendt til helbredende formål og åndelig udvikling.
Alle husker barndommens svimlen, når en ballon rigtig skulle pustes op.
Klaus Rifbjerg erindrer fra drengeårene en ”kongesalver” eller ”kongebø”: ”Først hiver man røg ned og uden at exhalere putter endnu mere ned og endnu mere ned, indtil man bogstavelig talt har røget en hel cigaret på den måde. Vanvittig flot. Men vi røg ikke – i hvert fald ikke i den forbindelse – havde blot fundet ud af, at hvis vi tog kongesalvere uden røg, kunne vi blive både høje og skæve – altså regulær hyperventilation. Det var aldrig noget, der blev en vane, bare noget vi gjorde ind imellem ligesom alle de andre ting, vi foretog os fra fælles onani til pæreskud”.
Sibyllen eller oraklet fra Delphi i Pär Lagerquists roman fra l956 møder Gud, ja besættes og opfyldes af Ham i ekstase fremkaldt af heftig vejrtrækning. Hun hyperventilerer. Med fråde om munden skriger hun vilde ord og for hende selv helt fremmede lyde, som af præsterne tolkes og udlægges – ikke for hendes skyld eller til hendes bedste, men alene for at imødekomme de tilstrømmende pilgrimsskarer fra hele verden og dermed til nytte og fremdrift for templet, præsteskabet og hele byen.
”Denne stakkels omtågede, halvt bevidstløse kvinde, som de havde siddende på trefoden nede i guds kvalme hule” var i øvrigt udmærket beredt på sin opgave, var jo med omhu blevet isoleret fra sin familie og bragt ind under præsternes indflydelse. ”Noget væmmeligt de gjorde ved mig, var for at se, om jeg var jomfru”, forstod hun først langt senere. Seancerne gennemførtes i ”et næsten helt mørkt rum, kun oplyst af to svage olielamper. Der var en kvalm, muggen, næsten kvælende luft, og jeg følte det, som om jeg knapt kunne ånde. Gulvet føltes ujævnt og slimet og jeg forstod, at det var selve den våde klippegrund. Over en revne i den stod en høj trefod og på begge sider af den to høje skåle.
Underlige lugte fyldte rummet, en kvalmende blanding af vellugt og kvælende dunster, der syntes at komme op af revnen i bjerget, og hvad der undrede mig en svag men ram lugt af ged. Jeg var forfærdet, trak vejret hurtigt og gispende og var et øjeblik ved at tro, at jeg skulle besvime...
Og dog – jeg længtes derned! Trods angsten, rædslen for hvad der ventede mig dernede, længtes jeg mod det! Tænkte ikke på andet, aldrig nogensinde på andet end at blive lukket inde i den mugne, kvalme, kvælende jordhule og spå med vidt opspærret mund, skrige vilde ubegribelige ord ud, med fråde om munden, opfyldt af hans ånd, bruges, bruges af min gud!”
I Kreutzersonaten møder vi Posdnyschev, der har den vane af og til at udstøde en besynderlig lyd, måske en stærk rømmen, et pludseligt latteranfald eller en kvalt hulken.
Han virker nervøs, taler stødvis, får kun med besvær ordene frem og han suger begærligt på cigaretten, ryger i et væk. Da dramaet tager fart, føler han pludselig et tryk for brystet som en sten på hjertet, som snører sig krampagtigt sammen, et øjeblik helt holder op med at slå og så igen banker løs – som en hammer.
Følelserne er ved at tage vejret fra ham, eller han trækker vejret dybt og tungt. Han er som et vildt dyr i buret. Han har ingen ro på sig og fornemmer kuldegysninger i hele kroppen, begynder tilsidst at fryse, så tænderne klaprer i munden på ham. Han får ondt ved at få vejret, og hjertet banker så voldsomt, at han ikke kan støtte på sine ben. Han tror, han har fået et slagtilfælde.
Læge Tønnes Hilden har i kvartalsmagasinet ”Columbus”, nr 2/1988 beskrevet buskmændenes trancedans:
”Dansen er i gang igen. Flere af mændene virker nu meget påvirkede. På forskellige tidspunkter dropper de ud af dansen og trimler om i sandet. Her fortsætter de med at give deres meget voldsomme åndedræt lyde på udåndingen.
Jeg spekulerer på, at der måske er en fælles linie i drømme og de tilstande, der kan opnås med psykedeliske stoffer og stoffrit ved en teknik som langvarig liggende hyperventilation.
Måske er det sådan, at slippes ”dagsresten”, bevæger man sig langsomt tilbage i sit biografiske liv, stopper måske ved traumatiske, voldsomt ladede hændelser eller glider helt tilbage til fødslen. Forbi den ophører den fysiske afgrænsning og det transpersonelle lag dukker op. Det lag, eller område, hvor vores psykiske gener befinder sig, og hvorfra hele vores følelsesmæssige spektrum udgår i ren form.
Num er buskmændenes stærkeste kraft, oprindelig givet dem af guderne. Den er lokaliseret i den trekantede hulhed under brystbenet; hjertekulen, og ved basis af rygraden. Under trancedansen bliver danseren varm og begynder at svede voldsomt, og num-energien bliver så varm, at den bliver kogende. Den rejser sig op langs rygsøjlen og når kraniet, hvilket resulterer i kia, som er en ændret bevidsthedstilstand, hvori danseren, hvis han kan styre den, får helbredende evner. Se senere om kundalinikraften.
I Richard Katz' bog ”Boiling Energy” fortæller en gammel danser: ”Du danser, danser, danser, danser. Så begynder num at vise sig i din mave og ryg, og du begynder at ryste. Num er brændvarm. Dine øjne er åbne, men du ser dig ikke omkring, fordi du ser alting, fordi du ser, hvad der bekymrer alle. Hurtige dybe vejrtrækninger driver num op. Hvad jeg gør i min overkrop med åndedrættet, gør jeg også i mine ben ved at danse. Du stamper ikke kraftigere, men vedholdende. Så spreder num sig i enhver del af din krop, lige til tåspidserne og dit hår”.
Psykiateren Trygve Bråtøy virkede i Norge fra 1920'erne. Han var psykoanalytisk orienteret, men tillige meget optaget af de kropslige manifestationer ved nervøse lidelser. Han spørger i 1947 i sin klassiske lærebog ”De nervøse sinn”. (Munksgård, 1965) sig selv, om hyperventilation, eventuel mindre voldsom respirationsfrigørelse, har nogen terapeutisk hensigt?
Han havde arbejdet terapeutisk med en slank, næsten færdig læge med impotens på grund af for tidlig sædafgang, der var så udtalt, så han ikke var i stand til at knytte sig til en kvinde. Almindelig afspændingsbehandling lykkedes godt, men det var tydeligt, at respirationen beholdt et indskrænket, forbeholdent præg, Forsøg på specialbehandling herfor medførte en påfaldende hyperventilation, som fortsatte, selvom Bråtøy prøvede at tale ham fra det. Bråtøy antog, at den langvarige hyperventilation hos denne patient var den væsentligste årsag til hans komplette helbredelse.
Bråtøy skriver andetsteds i sin bog: ”En ophængt affekt vil si en affekt hos et knyttet menneske. Den binder som oftest pusten. Kan man frigjøre respirasjonen i større eller mindre grad, opnår man at voldsomheten får et mindre krampagtigt preg. Affekten folder sig ut og løser sig op. Jo mer man arbeider med disse problemer, jo mer vil man bli overbevist om at respirasjonen inntar en sentral plass i affektbiologien, og jo lettere bliver det å forstå at ånd og ånde på så mange sprog er uttrykt med de samme symboler ... Undersøker man respirasjonen under denne synsvinkel, vil man opdage at den ikke bare er den første primitivreaksjon etter fødsel og den sidste før døden, før man utånder, men den har det til felles med affekter at den er en biososiologisk primitivreaksjon. Hvis man instiller sin opmerksomhet på det, vil man merke at mennesker som man mistrives sammen med er mennesker som sitter stramt og vondt (stift) på stolen, og slike mennesker har en tilsvarende stram, kort, overfladisk, optøilet (tæmmet) pust. Deres pust virker på ens egen pust uvilkårlig – akkurat som smil fremkaller smil. Derfor sitter man sammen med slike selv vondt på stolen og puster kort, og velværet bliver borte uten at man er klar over hvordan og hvorfor. Man har i psykologien skrevet meget om gruppepsykologi og ”massesjel” og spekulert på hvilke mystiske faktorer betinger at en flokk mennesker reagerer en bloc anderledes enn de enkelte individer som flokken består av. En af grunnene er den smitte fra pust til pust som er umiddelbar. Bare merk hvordan man bliver kortpusten av å høre på en pesende jagthund”.
Psykiateren August Wimmer (1872-1937) ser i en forelæsning fra 1924 ”Om besættelser” (Dansk Medicinsk-historisk Selskab. Janssenpharma 1989) i forskellige tiders ordbrug den sammenhæng, at årsagerne til de sygelige sjælstilstande ikke ligger uden for os, men er en del af vort eget ”sjælelige jeg”. Vi har alle vores bevidsthedslivs ”dæmoner”, vi går alle med disse ”trolde i hjertet og Hjernens Hvelv”.
Epidemier af besættelse har været kendt gennem århundreder, og Wimmer dvæler især ved epidemien i Thisted 1696-98. Jeg er temmelig sikker på, at forceret vejrtrækning har været drivkraften i opkomsten af de dramatiske symptombilleder med krampetrækninger, ”hæslige Fakter”, ”Skum for munden” og den ”umådelige Rasen”. At ”den onde Ånd blæser dennem op og trækker dennem sammen igen” tolkes – nok ikke med rette – af Wimmer som ”hysterisk luftudspiling af Tarmen”.
På toppen af anfaldene erfarer tilskuerne af og til ”gennem de besattes Råb og Skrig”, at de har kendskab til hændelser og personer, som de aldrig har set eller kendt.
Denne ”Kundskab om skjulte Ting” eller indsigt i større sammenhænge, som det 300 år gamle dokument beretter om, er – skønt hurtigt glemt – indicium på menneskers evne under særlige omstændigheder til transpersonlig eller spirituel oplevelse og indsigt hinsides sanserne i det kollektivt ubevidste, som jeg vender tilbage til i 7. kapitel.
Wimmer sammenligner disse ”Middelalderens Foreteelser” med et tilfælde fra hans egen afdeling: En ung mand plaget eller besat af stærke seksuelle følelser, masturbation og samvittighedsnag, religiøse overvejelser og kampe, flakker en nat rundt udsat for allehånde fortrædeligheder derunder at falde i vandet. Den unge mand skildrer senere i sin dagbog, at han ved en lejlighed ”spændes ud i stærkt bagoverbøjet Stilling, så kun Hoved og Fødder hviler mod den faste Jord” og ved en anden, at han ligger og sparker med benene. Samtidig mærker han ”Guds Kærlighed som en ren Kærlighed” uden egentlig sexuel komponent. Til overmål ender ”en sådan oprivende Sjælekamp med flere Siders automatisk Skrift” under hvilken ”Mit Bryst gik hurtigt og voldsomt. Jeg blev badet i Sved”. Han rystede, og hænderne ”snæredes sammen af overnaturlige Kræfter”.
Det er værd at bemærke, at patienten nogle måneder senere anser sexualiteten for noget, der er naturligt, og han synes at have ”overvundet” sin hang til masturbation. Han har dog stadig forestillinger om ” legemlig og sjælelig Genfødelse”.
Wimmer reducerer de iagttagede legemlige ytringer til at være det hysteriske anfalds manifestationer eller ”intet andet end en mere eller mindre ubændig Affektstorm”, og synes slet ikke at få øje på hyperventilationen, der utvivlsomt er fænomenernes katalysator.
Andetsteds (i hans berømte lærebog fra l936) omtaler han dog hyperventilationens krampelignende muskelreaktioner, som sammenlignes med ”visse normale Sindsbevægelser”: Stivnen af angst, Raseri, Væmmelse o.lign.”, og han er opmærksom på, at nogle patienter har en følelse af at arbejde sig ind i deres anfald på denne måde (med forceret respiration), ”medens Kramperne udeblev om de kunne få Udløsning for den fremkaldende Affekt i f.eks. Gråd, stærk Skrigen eller lignende”. Heri ser han vigtige biologiske selvbevarende mekanismer: Sindsbevægelserne opløser sig selv, når de udløses.
