Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.
Hvis erkendelsens døre
blev renset,
ville alle ting ses
af mennesket,
sådan som de er:
uendelige. William Blake ( 1757-1826), engelsk forfatter og mystiker.
Jeg har i kapitel 4 beskrevet det biografiske lag og i kapitel 6 fødselslaget.. Det tredie, såkaldte transpersonlige lag er endnu dybere og strækker sig hinsides det personlige område.
Her er der tale om oplevelser, der ligesom vore drømme går ud over tid og rum, som kan bibringe
spirituelle indsigter, og som på en måde svarer til selve eksistensen. I dette lag findes måske de stærkeste helbredende kræfter. Det handler om et bredt spektrum af tilstande, som i andre sammenhænge kaldes spirituelle, religiøse, magiske, eller parapsykologiske. At pejle sig ind på disse tilstande gennem logisk, rationel tænkning i positivistisk ånd lader sig ikke gøre.
For at begribe hvad det drejer sig om, må vi et øjeblik se på, hvad det ikke er. Med vores begrænsede sanser kan vi se, høre, føle osv. så lang rækkevidden er. Her og nu. Med en kikkert udvides synsevnen nok lidt, men der er ikke nogen kvalitativ ændring. I den dagligdags bevidshedstilstand oplever vi os selv som solide materielle legemer og vores hud som grænse eller grænseflade til den ydre verden.
Vi nærmer os en forståelse af, hvad det drejer sig om i dette transpersonlige lag, når vi tænker på vores drømmeaktivitet. Grænserne synes der overskredet.
I transpersonlige sindstilstande forekommer alle grænser at være overskredet eller transcenderet. Tid og rum ophører med at have grænser. Det betyder, at man kan opleve historisk og geografisk fjerne begivenheder lige så levende, som foregik de her og nu. Lad mig give et eksempel:
En 43 årig mand finder i en hyperventilationssession musikken forfærdelig, fordi den er kristelig og kirkelig, hvilket er afskyeligt for ham, der på et tidligt tidspunkt i barndommen forsvarsløst blev overvældet med religion, kirkegang, søndagsskole m.m. I fortsættelse deraf så han kutteklædte personer i procession, inkvisitionen, og det drejede sig om anklage, dom og død. Han var meget bange, endskønt han ikke var offer, kun tilskuer og iøvrigt så det hele fra en mærkelig vinkel skråt oppe fra.
Musikken var et afsnit af Messiaens: Christi fødsel på orgel, som unægtelig er både kristelig og kirkelig, ja endog katolsk. Musik og oplevelse stemmer her således smukt overens i tematisk henseende, men det er ikke altid tilfældet. Netop denne patient kunne tænkes at få samme indre oplevelse af en Brahms-symfoni, hvorimod Rodion Sjtjeldrins parafrase med slagtøj og strygere over Bizets Carmen nok ville sætte noget ganske andet - men sikkert lige så vigtigt for ham - i gang.
I det transpersonlige lag kan man opleve sig selv som et bevidsthedsfelt uden kroppens begrænsninger:
Uddrag af en 26 årig stud med's session i en forsøgsrække med et psykoaktivt stof:
"Jeg føler på et tidspunkt, at jeg er sindssyg, og jeg registrerer med den meget, meget lille upåvirkede hjernedel med sorg, at jeg TH, efter sessionen måske for altid vil være forandret. Senere i sessionen, der nu er meget frydefuld, former jeg med hænderne en gyldent lysende klode, der færdigformet svæver væk - jeg former selv mit jeg og mit liv... de altdominerende former i sessionen var en følelse af enhed og evighed og en tæt følelse af fællesskab i rummet. Følelsen af enighed gav mig, at livet er evigt, når jeg en dag opløses, vil min bevidsthedsenergi bestå og indgå i den energihvirvel, hvorfra alt levende får bevidsthed".
Man kan identificere sig med andre menneskers bevidsthed, hele menneskehedens bevidsthed eller med dyr og planter. Undertiden dukker helt ukendte informationer op ad denne vej. Sådanne fænomener følger under dyb selvudforskning undertiden efter erindringer om barndomsbegivenheder, fødslen og livet i fostertilstanden. En sådan logisk rækkefølge "bagud" er dog ingenlunde reglen.
Disse fænomener kan ikke udelukkende forklares ud fra processer, som foregår i menneskets hjerne. De kan ofte uden sansernes formidling give direkte adgang til information om universet, som det pågældende individ umuligt kunne have erhvervet sig gennem konventionelle kanaler.
Jeg selv fik i l984 i en session i førnævnte forsøgsrække et budskab eller en slags svar på et ikke stillet spørgsmål: "Tilværelsen er et kæmpemæssigt illusionsnummer, der skal tages aldeles alvorligt".
Man kan i transpersonlige konstellationer - ofte lige under overfladen - finde kilden til følelsesmæssige og psykosomatiske forstyrrelser. Når sådant ubevidst materiale dukker op i bevidstheden under en forvandlingskrise eller spirituel krise eller i oplevelsespsykoterapi mister det sin splittende, opløsende og nedbrydende indflydelse på hverdagslivet. Dette kan medføre dramatisk helbredelse af forskellige følelsesmæssige - ja, endog kropslige problemer.
Grundlaget for vores eksistens og for evigheden ligger i kosmos. Astrofysikken viser vej. Og den åbner aspekter, der er uudgrundelige nok til at udfordre det transpersonlige.
Anderledes sagt er vores viden om kosmos stor, men gådefuldheden større. Undersøgelse af disse emner kunne tænkes at modne nye religiøse følelser af elementær art. Førhen havde vi religiøse eller mytiske forklaringer på kosmos. Nu åbner astrofysikken mulighed for at anvise os et kosmisk grundlag for troen.
Almindeligvis angår den slags ikke folk noget videre, og dog - astrologien med dens stjernebilleder og horoskoper er tegn på, at mennesket fornemmer en forbindelse mellem sig og kosmos og således i virkeligheden kredser afmægtigt om det essentielle.
"Big Bang" teorien om universets eksplosionsagtige udvidelse fra uendelig tæthed, hvor alt stof er samlet i et punkt (uratomet), til ekstrem fortynding afgrænser vores "evighed" til nogle milliarder år. Det drejer sig om tilstande af betydelig varighed og af typer, som vi kender den i dag på vores egen klode, og som ifølge kompetente forskere findes på utallige andre kloder. Eventuel kontakt med sådanne kloder er under konstant udforskning i disse år og regnes for mulig. Om vi vil kunne administrere kontakten er ikke til at vide. Vi har jo besvær nok med at undgå misrøgt af vores egen pragtfulde jordklode.
En avanceret kosmisk teori går ud på, at verdensrummet pulserer, og derved opstilles muligheden for nye evigheder eller livsforløb i andre årmilliarder, når rummet under fortættelse i en periode afgiver betingelser for levende væsner på nyskabte kloder. Fortsætter en sådan pulsering, vil der opstå uendelig rækker af "evigheder" - eller evigheden.. Måske nærmer vi os da selve det guddommelige princip, eller det transpersonlige aspekt.
Optaget af disse tanker skrev jeg en kronik til Kristeligt Dagblad (9/6 09), som følger her i lidt ændret form:
Om tro og ikke tro, en rundspørge
Spørger man folk om deres religiøse tro, er der bortset fra undvigende mumlen, som må være tilladt, tre mulige svar i vente, jeg tror, jeg tror ikke eller jeg ved ikke - i betydningen: det har jeg aldrig skænket en tanke. Hvis det sidste har noget på sig, må man være sært og lyksaligt upåvirket af den hvirvel af religiøse overvejelser og påstande, til dels missionerende, som medierne har været opfyldt af de senere år.
Min tolkning af den tænkte rundspørge er, at der er troende og der er ateister, det vil sige fritænkere eller gudsfornægtere. Der er også agnostikere, de, der ved, at de intet ved. De anser det for umuligt at erkende tilværelsens inderste væsen, derunder guds eksistens. Det forekommer mig meget respektabelt.
Nobelpristageren J. Saramago mener, at kirken nok vil ride sin sædvanlige kæphest: guds veje er uransagelige og så går det ikke an at titte forsigtigt ind gennem dørsprækken til himlen for at se, hvad der foregår derinde.
Vi lader os ikke kyse. Nogle overvejelser med hjælp fra kloge folk må man da nok kunne gøre sig.
Hvis der er noget "derinde" eller "derude", er det da indlysende, at mennesket til alle tider har villet vide, hvad det er og har følt sig uimodståeligt draget mod forklaringer hinsides hverdagen.
Antagelig har naturreligioner været de troendes oprindelige valg, tilbedelse af sol, måne, havet, torden, bjerget, regnen, floden. Skulle der derimod intet være "derude", ateistens tro, er det nok sådan for alle andre end ateisten, at så måtte det skabes - skabes ud af den blå luft. Behovet er der ingen tvivl om, og har det stillet store krav til fantasi og forestillingsevne, så må man vist sige, at de krav er blevet honoreret.
Jeg hælder til, at der er noget. Noget der matcher den lidenskabelige intensitet og umådelige styrke, der - på godt og ondt - emmer ud af vistnok alle religioner.
I den kristne bøn Fadervor hører vi om magten, der er hans. Og det hedder: ske din vilje...
I modsætning til det har forfatteren og filosoffen Villy Sørensen i interviews sagt, at Gud nok ikke er en magt, men snarere en kraft. Denne kraft forestiller jeg mig udbredt overalt i universet ganske som de magnetiske og andre kendte kræfter i kosmos. Denne kraft er der nu, var før og vil være der altid, den er tidløs.
I denne kreative kraft, intelligens eller universelle bevidsthed kunne kilden til det, vi kalder "meningen med livet" ligge, og i den, tror jeg, har alle kendte religioner, uanset hvor fordrejede de er, deres udspring. Erkendelse heraf kunne tjene til at opløse grænserne mellem religionerne og dermed mindske deres indbyrdes fjendtligheder.
Den monoteistiske kristendom er lidt selvmodsigende en treenighed, der består af Gud, Jesus og Helligånden. Den kraft, som Villy Sørensen udpegede er i mine øjne det samme som såvel helligånden som gud, altså en kraftens enhed. Tilbage er den besættende og grusomme jesuslegende.
Denne kraft er vi da som bevidsthed indlejret i, eller er del af - ikke som et jeg eller nogle vi - men aldeles upersonligt eller transpersonligt. Derfra inkarnerer vi, dvs. legemliggøres ved undfangelsen. Den personlige eksistens er dermed grundlagt, og den opløses igen i det transpersonlige ved døden. Når vi dør, bliver kroppen til støv, og sindet eller ånden forener sig igen med det universelle.
Den tjekkisk-amerikanske psykiater og LSD-forsker Stanislav Grof sammenligner hjernen med et TV apparat. Billede og lyd skabes ikke af apparatet, men formidles af den komplicerede mekanik indeni og er udsendt andetsteds fra.
De, der kan huske radioens barndom, kan sagtens forestille sig kaos i et TV, der modtager fra flere sendere på en gang. Et sundt TV apparat eliminerer eller udelukker det, der ikke ønskes.
Jeg spørger derfor: Er hjernens funktioner eller en af dem at modtage informationer fra eller måske kommunikere med en universel bevidsthed ? Og i det overvældende tilbud at filtrere, sortere fra og eliminere det, der er unødvendigt og absolut uønsket ? Jeg kunne også forestille mig at visse psykoser f.eks. skizofreni beror på, at disse funktioner er behæftet med fejl.
Den franske filosof Henri Bergson fremsatte den tanke, at hjernens, nervesystemets og sanseorganernes funktion i alt væsentlig er eliminativ og ikke produktiv. Dybest set er et hvert menneske i ethvert øjeblik i stand til at huske alt, hvad der nogensinde er hændt det, og i stand til at erkende alt, hvad der sker alle steder i universet. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Hjernefunktionen er blot et begrænset destillat af den universelle kraft.
Hjernens og nervesystemets opgave er at beskytte os mod at blive overvældet og forvirret af denne mængde stort set unyttige viden ved at udelukke (eliminere) det meste af, hvad vi ellers ville opfatte eller huske i et givet øjeblik, og kun at lade det meget lille og specielle udvalg tilbage, der med sandsynlighed kan være praktisk nyttigt.
Efter en sådan teori er enhver af os verdenssjælen, potentielt set. Men da vi er organiske væsener, er det vor opgave at leve videre for enhver pris. For at muliggøre biologisk videreleven må verdenssjælen kanaliseres gennem hjernens og nervesystemets reduktionsventil. Det som kommer ud i den anden ende er et usselt smådryp af den form for bevidsthed, der vil hjælpe os til at holde os i live på denne jord.
Visse mennesker, genier, kunstnere, f.eks. Mozart og nogle sindslidende synes imidlertid at være født med et rør, der går uden om reduktionsventilen. Hos andre kan midlertidige rør af denne art erhverves enten spontant eller som resultat af bevidste "åndelige øvelser", ved åndedrætsterapi, hypnose og meditation eller ved hjælp af psykoaktive stoffer som LSD, ketamin og psilocybin.
Gennem disse permanente eller midlertidige rør flyder ganske vist ikke erkendelsen "af alt, hvad der sker overalt i universet" (thi røret ophæver ikke reduktionsventilen, der stadig udelukker det totale indhold af verdenssjælen), men noget mere end, og navnlig noget andet end, det omhyggeligt udvalgte brugbare materiale, som vore indsnævrede, individuelle hjerner betragter som et komplet eller i det mindste tilstrækkeligt billede af virkeligheden.
Med metoder som de just nævnte eller psykoaktive substanser - forstandigt anvendt - omgås filterfunktionen og sindet åbner sig for nye indsigter. Forkert anvendt slås døren til det transpersonlige eller den bergsonske "verdenssjæl" op på vid gab med livsfarlig indre kaos til følge.
En sådan åbning, eller åbenbaring, spontan eller tilsigtet, til det transpersonlige kan således være storslået eller skræmmende og kan i forhold dertil og afhængig af personens åndelige struktur og måden det sker på, føre til visdom, helbredelse eller til psykose (skizofreni).
Den universelle bevidsthed skelner ikke mellem godt og ondt, udpeger altså ikke en gud og en fanden, en himmel og et helvede. Kosmos eller den universelle kraft afgiver betingelserne for liv. Det mener jeg, man kunne kalde nåden, som vi så har det fulde ansvar for at forvalte.
Kun kollektivt har vi part i evigheden. Den er ikke individuelt opnåelig og kan ikke være belønning for moralsk adfærd. En forfatter, der synes at være enig med mig, udtrykker det meget bedre: "Selvfølgelig er de kristne anderledes. De er da betydeligt værre end os almindelige mennesker. Bare det at de skal have lovning på et evigt liv for at opføre sig nogenlunde ordentlig, hvad de fleste af vi andre klarer uden så meget som løftet om en soft ice".
Svend Åge Madsen: Når man mailer. Forlaget Bindslev. 2009.
Sand evighed angår ikke det enkelte menneske eller dyr, men er forbeholdt liv. Er naturen, den universelle livskraft eller kosmiske bevidsthed påvirkelig af ønske, bøn og håb, må det være fordi, vi er indlejret i det Bergson kaldte verdenssjælen.
Disse tanker kan forekomme barske og de afgiver ikke indlysende grobund for vort behov for fortællinger som den kristne, den jødiske eller den islamiske. Det fører måske med sig et tolkningsmådehold, der kunne være ønskelig, når man erindrer sig århundreders religiøse udskejelser.
Hvis man nu finder dette tankesæt plausibelt, og hvis man vil fordybe og øve sig i det, hvor og hvordan gør man så det ?
Velsagtens i en stille stund derhjemme, under ophold i smukke kirkerum. I synagogen eller moskeen, i museer. Ved at svømme, sejle, gå på stranden, i bjergene eller i skoven, kort sagt ved at færdes i naturen. Ved at lytte til musik og leve med kunst.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive
og aldrig mere genopstå.
Når livet er omme
er intet i live
og intet mere at bære på.
Den troende sover
ved tvivlerens side
i samme mørke sænket ned.
Og stjernerne over
den stærke og blide
har dyb af samme evighed.
Hvad stilheden skabte
skal stilheden standse
og løse fra sjæl og krop.
Men over det tabte
vil vindene danse
og hvirvle nye frøkorn op.
Halfdan Rasmussen.
