Som sin brune Lyng den øde Flade,
Som sit lette Ax den grønne Tilie,
Som sit løse Skum en ung Najade,
Som et Løg i sorten Muld sin Lilie,
Som Polyperne den skjøre Plade,
Som den bløde Musling sin Conchilie,
Har mit Indre formet disse Blade
Af en lønlig Drift, fast uden Villie.

Se da — som paa Lyngens brune Flade,
Som paa Heire-Axet over Tilie,
Som paa flygtigt Skum af en Najade,
Som paa Mosebundens gule Lilie,
Som paa Kalkkorallens Svamp og Plade,
Som paa Strandens spraglede Conchilie —
Nogle Øjeblik paa disse Blade
Uden Strenghed, med en venlig Villie!

I Salens dybe Skygge
Sad Mester Luca træt;
Paa Marmorbordet hvilte
Hans Pensel og Palet.
Han stirred paa de store,
De mørke Skyers Rad,
Der fyldte med Figurer
Nathimlens Alterblad.

Som Slyngeplanten fæster
Sig til den stærke Bul,
Saaledes han til Konsten
Sig slutted tillidsfuld.
Han var en dygtig Maler;
Thi Alt, hvad Livet gav,
Det greb han i sit Indre
Og skabte Skjønhed af.

Vel var hans sorte Lokker
Forvandlede til graa,
Vel hæved sig hans Pande
Med dybe Furer paa,
Vel krogede sig Ryggen,
Vel rystede hans Haand;
Men fyrigt var hans Øje
Og evigung hans Aand.

Da hørtes Larm paa Gaden,
Hans Dør man hamred paa;
Men Maleren, fordybet
I Syner, ikkun saa.
Han ændsed ikke Larmen,
Ej Hobens hæse Skrig:
»Luk op! din Søn er myrdet
Vi bringe her hans Lig.

Han sank i vore Arme,
Din Eneste — kom ud!
Lad Messer for ham synge,
Bed for hans Sjæl til Gud!
Marchesa Giulietta
Han gav en Natmusik;
Da traf den bitre Fjende
Ham med et Dolkestik.«