De sprængte Dørens Fløje,
De trængte ind med Magt,
Paa Skuldrene den Dræbte
I Blodets Purpurdragt.
Fra Lampen, som paa Muren
Var for Madonna tændt,
Fik Gruppens blege Rædsel
Sin svage Lysning sendt. Henover Pandens Rynker,
Henover busket Bryn
Den Gamle for med Haanden —
Det traf ham som et Lyn.
Stentaus han stod saalænge
Og hen paa Liget saa —
Af Dødens Ro forskjønnet
Den fromme Yngling laa. En langsomt samlet Taare
Fra Gubbens Øje randt;
Han nærmede sig Liget,
Da Skrækkens Tvivl forsvandt
Han tændte Faklen, lyste
De blege Ansigtstræk,
Strøg fra sin Yndlings Kinder
De bløde Lokker væk. Taus Hoben veg tilbage,
Man hørte ingen Røst —
Det var ej heller Tiden
Til Tale eller Trøst.
Men Maleren, den gamle,
Ham greb et indre Mod,
Han kyssede den Døde,
Der svømmed i sit Blod. Han aabnede Gevandtet
Omkring det hvide Bryst;
Han stilled Faklens Lue,
Saa Alt blev flammelyst;
Han rykked Staffeliet
Paa Marmorgulvet frem —
Der blev en hellig Taushed
I Gubbens ringe Hjem. Og Kridtet tog den Gamle
Fast i sin svage Haand,
Saa tegned han den Døde
Og gav ham atter Aand;
Saa tegned han den Døde
Og gav ham atter Liv
Ved Kunstens underfulde
Guddommelige Bliv. Det var ej blotte Farver,
Han i sin Pensel gjød,
Men det var Sjælens Kummer,
Som fra hans Hjerte flød;
Det var hans høje Andagt,
Hans gudhengivne Sind —
Og om hans Tavle lyste
Et yndigt Helgenskin. Det var en salig Glæde
Og dog en bitter Nød,
En Evigheds-Fortrøstning
Og dog en qvalfuld Død.
Den unge Martyr blegned
Paa Lærredet saa smuk,
Som Christus, da paa Korset
Han drog det sidste Suk. Og hvor sig Kirkebuen
Ophvælver høj og stærk,
Der hængte han i Nischen
Sit faure Billedværk.
Enhver, som kom at bede,
Sank, rørt til Taarer, ned
Og priste Himlens Almagt
Og Konstens Hellighed.
| 
