Du er, min Tro, en underlig Pog,
        Saa fin og klog,
Du læser saamangen Lærdmands Bog,
        Og dog —

Og dog har du hverken Mod eller List;
        Hvad bli’r det tilsidst?
At sukke og se paa en Rosenqvist —
        Jo vist!

Dertil maa nok høre en dygtig Forstand.
        Ej, ej! hvor kan
En Pige faa Lyst til saa underlig Mand.
        Som han?

At hænge ved Bogen Nat og Dag,
        Sig selv til Plag’,
At hilse sin Smukke med Hatten, i Mag:
        God Dag!

En ypperlig Sag! Et Fjog af Student,
        Kun lidet bekjendt
Med det, hvormed en Pige er tjent,
        Er tjent!

At skrive et Vers og Citharen slaa
        — Naa, naa! lad gaa! —
Er godt, men ej nok; det maa vi forstaa,
        Vi Smaa.

Vel klæder det smukt, at Herren er bly;
        Men ræddes og fly,
Naar Glutten er ene, og Skoven har Ly:
        O fy!

Saa har vi Fugle en anden Maner;
        Man ser, man ler,
Forfølger hinanden og kysses og be’er
        Om mer.

Om mig selv at tale, jeg lystige Dyr,
        Jeg holder ej Styr
Paa Hjertet, naar først det ret fanger Fyr,
        Fanger Fyr.

Jeg saa en Glut, en nydelig Glut,
        En Gjærdesmut,
Og var i den yndige, søde Snut
        Strax skudt.

Men bie, til jeg fik Præstekald
        — Gud trøste os all′! —