Ja, sad jeg varmt inden Døre
— I saadant Selskab især —
Med Alting paa det Tørre,
Som I, Højstærede, her:
Saa rendte jeg ikke i Støvet
Og bed et Par Blomster itu
Og talte med Stjernen og Løvet
Og Sommerfuglen, som nu.

Hvilte min Hustru, den brave,
Paa Sophaen, i Negligé,
Med Alt hvad en Kone kan have —
Det var noget Andet maaske.
Jeg pusted paa Thevandet kjælen
— I var mine Mønstre, I! —
Og med Lidenskaben og Sjælen,
Med dem var det sagtens forbi.

Ja, kunde jeg lykkelig regne,
Og kunde jeg rigtig strø Sand,
Og følte jeg allevegne,
Hvad en Skriver er for en Mand:
Saa laa jeg ikke paa Bakken,
Hvor Fuglen flyver forbi,
Saa sad jeg og bøjed Nakken
Maaske i et stort Cancelli.

Og kunde jeg prange og kjøbe
Og sælge igjen med Profit;
Ja, kunde jeg mægle og løbe
Og altid passe mit Snit:
Til min Villa saa I mig vandre,
Et Dampskib kaldte jeg mit
Og gjorde tilsidst, som de Andre,
En stor, anstændig Fallit.

Og var jeg af dem, som fødes
Til at befale, de Faa,
Og ikke af dem, som nødes,
Blot til at prygle og slaa:
Jeg bandt en Qvast ved min Klinge
Og avancerte saa smaat;
Jeg klapped ej Pegasus’ Bringe,
Men strøg min Knebelsbart blot.

Ja kunde jeg digte som Mange,
Og blev jeg ret aldrig træt
Af at skrive belejlige Sange
Og bukke inderlig net:
Saa slap jeg, Kritik, for din Spidsrod,
Anset blev min ringe Person;
Jeg døde maaske som Justitsraad,
Og Kone og Børn fik Pension.