Kom ud, min lille Stump!
Tag paa de gule Støvler,
Kom ud, livor Kildens Plump
I Græsset gaar og vrøvler.
En gammel Kone graa
Gi’r dig af Skaalen Drikke,
Og hendes Døtre gaa
Med Melkespand og strikke.

Med skjæve Ben du stumper
Igjennem Revl og Krat,
Og Oldenborren dumper
Fra Grenen paa din Hat.
Hvor Storken vader i Mosen,
Hvor Lilien blomstrer gul,
Hvor Bien kryber i Rosen,
Der vil vi lege Skjul.

Din Moder nu derhjemme
Har travlt med tusind Ting,
Maa rydde op og gjemme,
Hvad vi har slængt omkring;
Nu fejer hun din Stue
Og gi’r sine Blomster Vand,
Nu stryger hun din Hue
Og gjør din Seng i Stand.

Nu hendes Navn i Barken
Jeg snitte vil — giv Agt!
Et Kongelys fra .Marken
Skal plantes her til Vagt.
Men sei’ jog ret? hun kommer
Kun kommer alt, hvor hist
Med sine sorte Blommer
Sig strækker Træets Qvist.

Hvem holder hun i Armen
Og trykker til sit Bryst?
Hvem blotter hun vel Barmen,
Don søde, for. med Lyst ?
Det er din lille Broder;
Han har en evig Tørst —
Nu, løb omkaps til Moder!
Kan du faa Kysset først?

»Fisker, ved din Baad paa Sandet,
Hvorfor sliber du din Kniv?
Sig, hvad slæber du af Vandet
I dit Net blandt Tang og Siv?«

»Ej Aborrer, unge Frue,
Ingen Ret for Dug og Disk,
Havets Slange vil I skue
I mit Garn, en sjelden Fisk.

Denne Gang i Bølgen brak hun
Roret af min Jolle kuns,
Men ifjor min Broder trak hun
Med sin hvidfe Arm til Bunds.