Aarestrups samlede digte / 24 (1913) Author: Emil Aarestrup With: Otto Borchsenius Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Havfrue

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mat hun gisper alt og bløder; Vend jer bort — med Hævnens Lyst Nu for sidste Gang jeg støder Kniven i den Falskes Bryst.« »Holdt, du Grumme! ser du ikke, At hun aander, Brystet gaar? Se, o se! medynksom slikke Bølgerne de grønne Haar. Blodig snøret, gjennem Vandet Har du Arm og Skulder slæbt; Bleg lixm synker hen paa Sandet — O, hun dør, af Luften dræbt! Kom! jeg er din Herres Frue; Ud paa Dybet! flux afsted! Skjøndt de sorte Skyer true — Tag din Aare, jeg gaar med! Kom! den fangne Havets Datter Ro med sagte Kast vi frem, Til i høje Bølger atter Hun kan synke til sit Hjem.« Lynet viste Fiskermanden Vejen paa den skumle Sø. Mulmsort steg ved Himmelranden Skyerne om Hav og 0. Dog — de naaede hjem til Landet. Men, paa Borgen, Thora gjøs For sin Mand, som var paa Vandet, Hvor de vilde Bølger fnøs. Mørket kom. I Blæst fra Svalen — Stirred hun i Nattens Gru. Trin da drøned gjennem Salen: »Fagre Thora, so ver du?« »Er det dig, min Erik, eller Kalder kun din stætrke Eøst Mig fra Gravens vaade Kjælder? Kom — her er jeg — til mit Bryst!« »Intet Gjenfærd, Thora, stamper Til dit Sengested i Nat Ved de halvudbrændte Lamper — Giv mig Munden! tag mig fat!« »Ha, du kommer fra de Døde! Drivvaad, kold, afsjælet nys! Men jeg elsker dig, du Søde, Og her har du mig! mit Kys!« »Ja, vel stivne mine Hænder, Og min Eøst er dyb og mat; Men for dig, skjøn Thora, brænder Hjertet som vor Bryllupsnat. Stormens Hvin og Bølgeslaget Drev os paa det lumske Sand. Jeg og mine sprang fra Vraget, Tænkte vel at naa til Land. Men de blev, de blev derude Paa det friske, høje Hav; Mit Farvel, hvor Storme tude, Fik de med i dyben Grav. Døden sang alt for mit Øre. Dig, min Viv, jeg tænkte paa. Ej min Arm jeg kunde røre, Stiv af Svømning, kold og blaa. Se, da greb mig under Brystet Hænder dybt fra Nøkkens Hjem, Og af bløde Arme krystet Førtes jeg paa Havet frem. Ved de stærke Glimt fra Himlen Saa jeg Havfrubarmens Sne, Saa jeg midt i Bølgevrimlen Hendes Perletænder le; Saa jeg hendes glatte Skuldre, Hendes sledske Ansigtstræk, Den forføreriske Huldre! Og jeg stødte hende væk —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>