Glæd dig! glæd dig! Tiden kommer,
Da fra Vintrens dunkle Vraa
Til sin Ild, sit Himmelblaa
Kalder os den muntre Sommer,
Synger fro:
»Kom herud, I stakkels To!
Kom, tag Del med mig i Lykken!
I skal vende Sorgen Ryggen.

O. jeg ved det nok, at Smerte,
Uro, Jammer, alle Slags,
Som man ej kan hæve strax,
Plager et uskyldigt Hjerte;
Men lidt Trøst,
Nogen Glæde ved mit Bryst,
Har jeg altid dog hørt sige,
Finde de Ulykkelige.

Naar i Skoven Jægeren skyder,
Kløver dufter rundtomkring,
Kildevæld gjør Hop og Spring,
Skyen fuld af Lynild flyder,
Fiske smaa
Stikke Hovdet af det Blaa,
Og bag Løvene sig sanke
Tusind vevre Sladderhanke —

Gjerne hører jeg fortælle:
»»O, hvor Sommeren er smuk!««
Mangt et Hurra, mangt et Suk,
Ved jeg, ikkun mig kan gjælde.
Men der er
Mer end Een, som jeg har kjær:
Digterne, hvor de mig møde,
Kan jeg kysse halvt til Døde.

Og hvad Malerne henrive!
Denne Spejden, dette Blik!
Denne Træffen paa en Prik!
Dobbelt rød man vel maa blive;
Dog, de vil
Deres Konst det hører til —
Man maa lade sig betragte;
Hvo vil slig en Smaating agte?

De Forelskte i min Skygge
Allermest jeg holder af;
Gud dem noget Yndigt gav,
Var de ellers nok saa stygge.
I mit Hus,
Under Nøddetræets Sus,
Er de ret, som var de hjemme,
Kan de sig og Verden glemme.

Kom da ogsaa ud, I Gode!
Og den lille Rolling der
Af en Gren en Kjephest skjær,
Hæng en Krands omkring hans Ho’de
Jordbær smaa
Bødme, hvor I staa og gaa;
Jeg vil vise Vej i Lunden,
Putte ham dem selv i Munden.

Jeg er med jer, naar I vandre
Hjem blandt vilde Rosenhegn,
Trykket af en sagte Regn
Under Løvet til hverandre.
Guld i Blaat
Følger paa mit Vaadt og Graat,