Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Bondestriden - Amalie Raben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det gjorde vi med taaligt Sind,
At frelse vore Sjæle,
Og for det bittersøde Kors,
I bragte os, vi knæle.
Men rør ej ved vor Frihed, Drot!
Thi heller, skal det gjælde,
Vi vil forlade Hus og Hjem
End blive her som Trælle.«
De dreves ud med Viv og Børn,
Man tog fra dem det Sidste;
I fremmed Land, ved fremmed Brød
De maatte Livet friste.
Grev Lanzelin blev svag og graa
I Borgens skumle Lukke,
Og tung af al den søde Most,
Han drak af Bondens Krukke.
Da flokkedes de Folk igjen
Fra Muri og fra Vohlen;
Ak, i Ens eget Fødeland
Der skinner mildest Solen!
Med Køller de forsamled sig
Og Qvinderne med Krandse.
Men ungen Radbod mødte dem
I Harnisk og med Landse.
Og Bondens Blod i Strømme flød
Alt paa hans egen Ager,
Som Bierne i Kuben dø
I egne Honningkager.
Og Ridderen af Klippen brød,
Af Bondens egen Klippe,
Og rejste højt et hornet Slot
Og udenfor en Vippe.
Og Slottet fik hans Hustru fin
Alt til sit Enkesæde;
Men der skjøn Ida mangen Nat
I Enrum maatte græde.
Hun hørte, naar i Borgen slog
Den dybe Midnatsklokke,
En Hylen i den mørke Skov
Af dræbte Bønderflokke.
Hun saa dem sætte Stiger til —
O, alle Himlens Magter! —
Hun saa dem svinge Øxen højt
Med Hævnens vilde Fagter.
Hun bad saa mangen lønlig Bøn,
Og hun lod Messer læse;
Men hver en Midnat hørte man
I Dødningluren blæse.
Hun bygged op et Kloster skjønt
Med lange Søjlerækker;
Der sover hun og hendes Slægt,
Til Dommedag dem vækker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
