Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Samling - Naturraisonnement
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som fuld af lljertensgodhed
Impertinent beklage,
At alt det andet Skabte
Staar dog saa langt tilbage.
Der ligger han med Briller
Og Paraply — Ak, Fyren
Ret noget Vigtigt tror sig,
Naar han ser hen paa Myren!«
Ved disse Ord lød Latter
Fra alle Skovens Kanter,
Men mest fra Planteskolens
Opløbne, unge Fjanter.
»Ja,« blev han ved, »vor Ven her
Har trygt sig foresværmet,
At han har rystet Stenen
Og Planten længst af Ærmet.
Den Drømmer! om saa var end,
Hvad vandt han i sit Eje?
Ved han en Stens beskedne,
Taalmodige Liv at veje ?
Ved han de stille Kræfters
Langsomme Dyd at hædre?
Og kjender han en Plantes
Lønlige Levnet bedre?
Med afEectert Beundring
For Planteverdnen træder
Han i vor Kreds og sauger
Vort Inderste til Bræder.
Stakkel, der med sit Vidskab,
Med alle sine Konster
Dog slipper aldrig ud af
Forstandens tykke Dunster;
Der, i det Hele taget,
Er tarvelig udstyret
Og knap ser over Skuldren
Sin Læremester, Dyret;
Der ej kan proppe mere
I Hjernen af det Sande,
End dette Insect fødtes
Med i sin brune Pande;
Der gaber, træt af Tanker;
Der lukker for sin Kikkert —
Og lader Klumpen sørge,
Der vælter ham saa sikkert!
Og han — han vil begribe —
Som aldrig naar i Livet
En Kampestens Erfaring —
Han, der maa dø som Sivet;
Der, for at kunne trives,
For blot at existere,
Maa dræbe og maa myrde —«
Jeg gad ej høre mere.
Jeg gik derfor og tænkte:
Det klaprer En og Anden
Af disse Herrer ogsaa,
Ser jeg, i Træforstanden.
Vel har jeg ej som Bjerget
Saa fast en Fod at staa paa
Og ej som Elephanten
En saa massiv at gaa paa;
Kan ej docere Skjønhed
Saa tydelig som Rosen,
Ej blomstre halv saa zirligt,
Som Planterne i Mosen;
Gad heller ikke just som
Et Poppeltræ forresten
Bestandig kikke Stjerner,
Barhovedet, i Blæsten
Og føler vel, hvor lidet
De Folk er at berømme,
Der tager Alt for Intet
Og sig for Alt i Drømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
