Decembermaanens Kugle
Med Skyen sig bedækker,
Og som en Streng paa Bassen
Langt ude Isen knækker.

Som kyst af Døden farer
Den sorte Hest for Kanen,
Og lang og spydig hænger
En Istap fra Altanen.

O, kan du vel forlange
Mer Stilhed, mere Øde
Til de Par Ord, som maa mig
En Dolk i Hjertet støde?

Jeg er dig ligegyldig?
En Ven som andre? ikke?
Jo, det er mer end lyst nok,
Jo, jeg kan se dig nikke.

Mig henrev den bløde
Skyaftens Rødme,
Biernes Surren,
Blomsternes Sødme.

Paa Randen af Skyen,
Den svømmende, fjerne,
Mødte mit Øje
En eneste Stjerne.

En Hængebirks Grene,
Den største i Haven,
Hang over mit Hoved,
Som laa jeg i Graven.

Og Vandperler funkled
Som Taarer, som dine —
Men det var kun Nattens,
Kun Taagens og mine!

Bag Vestens Bøgeskove
I Bølgerne sank Solen;
Hun sad og saa mod Himlen,
Letgyngende paa Stolen.

Om Nakkehaarets Knude,
Hvis Lokker vilde splittes,
Greb med de slanke Fingre
Hænder, som Aphrodites.

Jeg kunde næsten høre
Mit eget Hjerte banke;
Ved hver en nytændt Stjerne
Fik jeg en raadvild Tanke:

Om jeg som Solen skulde
For hendes Fødder falde?
Og lukke mine Øjne
Som Haugens Blomster alle?

Da saa jeg først, hvor Halsen
Sig strakte langt og farligt —
At støtte var nødvendigt,
Alt andet uforsvarligt —