Om denne Blomst er farlig?
Den er en Gift, den dræber —
Men ikke nær saa hastigt
Og sødt som dine Læber.

O, skynd dig, skynd dig derfor!
Du gjør det saa behændigt;
Det Liv, som jeg kan miste,
Er ensomt og elendigt.

Skal jeg en Dødsstraf lide
For mine gale Streger,
Saa lad mig kysse Giften
I mig af dette Bæger!

Du ved, du er en Fakkel,
Og jeg, jeg arme Stakkel,
Er en elegisk Myg,
Der med sit Liv maa bøde,
Fordi den fløj for tryg
Din søde Ild i Møde!

Gjør Pinen kort, som krymper
Den halvforbrændte Stymper;
Tryk ham i Luen ind!
Du ser, hvordan han stræber —
Hav et barmhjertigt Sind,
Tryk ham til dine Læber!

Du glade Fugl, som flyver!
I, høje Træer, som suse!
Og I, Smaadyr, som krybe
Med eders Sneglehuse!

Jeg kunde eder favne,
Jeg kunde eder trykke
Til Hjertet — saa beruset,
Saa vild er jeg af Lykke.

Ældgamle Eg, som over
Mit Hovede dig hælder,
O, du vil glædes med mig,
Du vil, naar jeg fortæller:

At hun igaar, iaftes,
Da tusind Stjerner brændte,
Og Mælkevejen lyste,
Mig disse Roser sendte;

Og at om Stilken viklet
Yar et Papir, en Strimmel —
Saa rød og gjennemsigtig
Som denne Aftenhimmel.

Igjennem Bøgeskoven
Jeg dig ved Haanden førte;
Det var saa grønt og kjøligt,
Vi Nattergalen hørte.

Det var, som hele Verden
Med Blomster og med Grene,
Med Skyer og med Stjerner
Tilhørte os alene.

Vi talte ikke sammen;
Vi kunde Intet sige,
Som snoede, tause Ranker,
Ensomme, lykkelige.