Du aabner halvt kun Øjet —
Men denne Spalt, den Strimmel
Af en formørket, skyet,
Hel overtrukken Himmel —

O, ingen Sommerklarhed
Er skjønnere i Verden,
Saa kjøligmørk, saa regnblaa,
Saa foraarsdejlig er den!

Opad Trappen trængte Masker
I det blussende Hotel,
Da hun førte mig i Haugen
Til et ensomt Kildevæld.

»Jeg maa give dig i Aften
Strenge Love, Afgudstræl!
Disse Suk er al min Torden,
Denne Blomsterhøj mit Fjeld.

Du skal elske og tilbede
Mig alene — ved du vel?
Skjøndt min Vrede er en Taare,
Kan den dræbe dig, Rebel!«

Oprigtig talt, det kosted stundom
Umage nok, at lade spille
Det Varme, Lidenskabelige,
Ravruskende og Ellevilde;

Men den højtidelige Kulde,
Den Ro, jeg nu maa affectere,
Den skrækkelige, sletudførte,
Naive Nykternhed — langt mere!

Ak, det var en tung Forfatning,
Som vi dengang leved i,
Og vi tog en from Beslutning
— Gudskelov, det er forbi! —

Jeg, at ikke elske hende,
Hun, at ikke elske mig,
Og med Angst, det Gud skal kjende,
Vogtede enhver paa sig —

Som to Draaber Dug, der glide
Paa en Flade glat og jevn —
Som to Øjelaag, der stride
Bittert med den søde Søvn.

Det Skum, som krandser Vandet,
Det Lys, som farver Jorden,
Skymasserne, som længe
Har samlet sig til Torden;

Den store, fyldte Regnbu’
Og du og jeg, Veninde,
Hvor længe, tror du, inden
Vi skilles ad og svinde?