O, intet Under, du bevares
Med Laas og Lukke som en Skat,
At En — jeg ved nok hvem — dig vogter
Med Argusøjne Dag og Nat!

At Bejlerne om Huset sværme,
Som Flagermus omkring et Baal,
Og at jeg selv beruset tumler,
Som Bremsen fra en Nektarskaal!

Al Sommerblæstens varme Blødhed
Er i din mælkehvide Arm,
Al Blomsterskjønhed i Naturen
Har fyldt og rundet denne Barm.

Men mørkt som Bjergets skjulte Grube
Mit Sind er ved vor Afsked — tys!
Kun Amor høre disse Fodtrin
Og disse lange, lange Kys!

»Hvor denne Gravsten luder,
Her sover uden Kummer
Et Hjerte dybt i Leret
Den trygge, skjønne Slummer.«

O, fromme, melankolske,
Forgrædte Glut! mig dræber
Dit Ord — o, lad mig lukke
Din Mund med mine Læber!

Skilsmissen har sin Gaade,
Sin Rædsel selv, for Aanden;
Ønsk dig ej Døden — Livet
Er dog en Fugl i Haanden.

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Se Bølgerne, som rende,
Bedækt med hvide Skjolde,
Langt udefra i Stormløb
Mod Øens grønne Volde.

Den første Række knuses,
Den anden med — for svage
Mod denne bratte Skraaning,
Som styrter dem tilbage.