Hun kunde ikke tale,
Qvalt var den hulde Røst;
Men mine Hænder greb hun
Og trykte til sit Bryst.

Og med ætherisk Glimren,
Vidtaabne, langsomt faldt
Paa mig de brune Øjne,
Tilstod mig Alting; Alt —

»Jeg hører kun til Jorden,
Til Himlen hører du —
Dø derfor ikke, Engel,
O dø blot ikke nu!«

Men Øjnene stod stille
Med deres store Blik —
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar, jeg fik.